Anagar blev født 801 i Nordfrankrig. Hans mor døde, da han var 5 år gammel. Og faderen satte ham i kloster, for at han kunne lære at læse.

Ansgar havde dog ingen lyst til skolegangen. Nej, så var det meget sjovere at lege med kammeraterne. En nat drømte han, at han var faldet i en mose og ikke kunne komme op af dyndet. Langs bredden løb en sti, og der så han en skare hvidklædte kvinder vandre. Mellem dem så han sin egen mor. En af kvinderne, jomfru Maria, spurgte ham, om han gerne ville over til sin mor. Da han svarede ja, sagde hun, at så måtte han ikke bare tænke på at lege og more sig, men flittigt passe sine lektier, så han kunne blive en dygtig og god dreng.
Fra den tid passede Ansgar sine lektier med flid, og blev snart en af skolens dygtigste elever.

Allerede som 12 årig blev han indviet til munk. Han blev kronraget og aflagde løfte om, at han hele sit liv ville leve ugift, i lydighed og i fattigdom.

Han havde ofte mærkelige drømme. Som ganske ung, havde han således en nat en drøm, hvor han lovede Gud, at han en gang ville rejse ud som missionær.

Allerede i 15 års alderen blev han lærer og bestyrer ved skolen, og trods sin unge alder klarede han opgaven godt. Han gik til Gud med de vanskeligheder, der kunne opstå, og hentede der den kraft og hjælp  han trængte til. To og tyve år gammel blev Ansgar udnævnt til forstander for et nyt kloster i Corvey i Tyskland, samtidig med blev  han præsteviet.
Her blev han dog kun i tre år. En anden gerning lå og ventede på den unge munk.

De modige og berygtede vikinger i Danmark var kendt og frygtet langt omkring. Langs de engelske, tyske og franske kyster levede man i stadig angst for de vilde nordboere. Pludselig, som lyn fra en klar himmel, kunne de være der. Overalt hvor de gik i land, flygtede folk i rædsel for røverne, som dræbte og plyndrede overalt, hvor de kom frem. Og bønner steg op til Gud fra de mange kirker: "Herre, fri os fra de vilde Normanner."

I året 826 lod den danske konge Harald Klak sig døbe i den tyske by Mainz.
Den tyske kejser, Ludvig den fromme, forelagde den tyske Rigsdag et forslag om at sende en dygtig lærer med den danske konge til Danmark. Men skønt rigets fornemste bisper og præster var samlede om kejseren, kunne de ikke finde nogen, som var villig til at drage mod nord og vove livet mellem de vilde hedninger. Men så kom abbeden for det nye kloster i Cervey til at tænke på Ansgar.

Ansgar blev hentet, og rigets stormænd betragtede nysgerrigt og undrende den unge munk, som uden betænkning svarede ja på kejserens spørgsmål.
Der var ingen frygt at spore i hans klare blik - tværtimod bar det præg af glæde og fasthed.
Fulgt af klosterbroderen Autbert drog Ansgar kort efter mod Danmark med Evangeliet om Jesus Kristus.
Tre år senere, 829, blev Ansgar sendt til Sverige, hvor den svenske kong Bjørg ønskede at hans land skulle modtage kristendommen.
Kort før havde Ansgar haft et syn: Det forekom ham, at han hørte sin tidligere klosterfader fra det gamle kloster i Frankrig sige til sig: Jeg gør dig til hedningers lys, at min frelse må nå til jordens ende.  Ved "jordens ende" forstod Ansgar Sverige, som var det nordligste land, man dengang kendte.

Det blev en dramatisk tur over havet, hvor deres skib to gange blev udsat for vikingernes overfald og hvor de mistede alt, hvad de ejede; men de nåede dog i land på den svenske kyst med livet i behold.

Ansgar blev senere udnævnt til ærkebiskop over Hamburg, og Bremen, hvorfra han styrede de kirkelige forhold i Norden. Men han fik snart at føle, at der endnu manglede meget i at gøre de vilde hedninger kristne.

Det var en forårsaften 845 i Hamburg - ingen anede uråd, før de var der. Fra 600 vikingesnekker myldrede de frygtelige vikinger med kong Haarik i spidsen i land. Hele aftenen og natten og det meste af den næste dag hærgede og ødelagde de byen. Den dag mistede Ansgar alt, hvad han ejede.Kirken, klosteret, ja hele byen stod i flammer, før de plyndrende vikinger trak sig tilbage og sejlede ud af Elben.

Ansgar gav tiende af al sin indtægt, og fjerdedelen af hvad han fik ind i rede penge. Han havde altid sin pung hængende i sit bælte og var altid rede til at hjælpe en trængende. De rige og mægtige betragtede ham spottende, men de fattige elskede ham som en fader. Det var hans største lyst at løskøbe fanger og give den friheden.

I Danmark blev mange omvendt ved Ansgars prædiken. Der oprettedes en skole for danske børn og byggedes en kirke i Slesvig, og siden en i Ribe.
Stille og jævnt trængte kristendommen igennem, og i året 890 gik Harald Blåtand over til kristendommen. Det var en stor dag, da kong Harald med sin hustru og deres søn blev døbt og dermed brød med de gamle guder, Odin, Thor og Loke.
Mange fulgte i deres konges spor, og der kom gang i kirkebyggeriet. På den store Jellingesten kunne Harald Blåtand skrive: "- - - - den Harald, der vandt sig hele Danmark og Norge og gjorde Danerne kristne."
Det varede dog endnu 200 år før kristendommen rigtig trængte igennem. Især under Gorm den gamle, blev de kristne forfulgt og mishandlet.

Selv om meget af middelalderens mission kun blev en ydre kristning af folk og lande, er det med tak til Gud, vi mindes en kristen personlighed som Ansgar - Nordens og dermed også Danmarks apostel. Ved hans virke trændtes for første gang lyset i nogle af vore hedenske forfædres formørkede sind og hjerter.
Måtte dette lys aldrig flyttes fra vort kære fædreland!

Ansgar ville gerne havde lidt martyrdøden, men sådan gik det ikke, selv om han ofte havde sat liv og lemmer på spil for sin Herre og Mester.
På dødslejet, 865,  formanede han indtrængende de unge præster til at tjene Herren og navnlig drive mission blandt hedningerne. På hans opfordring sang de: O, store Gud, vi lover dig. Gang på gang hørte de ham gentage skriftordene: "Gud vær mig synder nådig!" og "I dine hænder befaler jeg min Ånd." Kort efter sov han stille ind.