En dejlig ild bragede i den store, åbne pejs og sendte dansende skygger hen over de brede egebjælker i loftet. Mors lækre havregrynskager var blevet fyldt i ni maver, og nu samlede den store familie sig rundt om far og mor.

For den krølhårede John, som var den ældste dreng, var dette den bedste tid på dagen - når hans far læste op fra Bibelen og bad. Han elskede at høre sin far tale med Gud. Hans dybe stemme fik Gud til at synes så nær. John ventede altid på, at hans far skulle nævne hans navn. Han vidste, at Gud ville besvare sin fars bønner.

Men familiebønnen var ikke det eneste tidspunkt, hvor Johns far bad. Slet ikke. Mange gange i løbet af dagen gik han stille ind i den lille "midterstue" eller "kammer"; som de kaldte det, og så lukkede han døren. Nogle gange kunne John høre sin far bede til Gud, og han kunne næsten se sin far knæle ved siden af den store træseng, hvor det svage lys fra det lille vindue skinnede ned på hans lange, gyldne hår.

John og hans familie boede i en lille by, der hed Torthorwald, og som ligger i det sydlige Skotland. Det er mange, mange år siden! Deres lille hus var det første på vejen, der førte ind i landsbyen, det havde stråtækt tag. Inde i huset blev den ene ende brugt som spisestue og soveværelse. Her lavede Johns mor deres havregrød, kartofler og roer. Her spiste de, og de to store senge med de lyse sengetæpper stod også her og optog det meste af pladsen. I den anden ende af huset tjente hr. Paton sine penge ved at lave strømper på de fem eller seks "rammer", som snurrede ustandseligt, mens alle børnene hjalp til. Strømpemaskinen bestod af en ramme, på hvilken man kunne væve uldstrømper. Rammen blev holdt i gang med fødderne. Familien Paton havde fem eller seks af disse rammer, og alle børnene hjalp til med arbejdet.

Inde i midten af huset var det lille kammer, hvor far og mor sov.

Det var i dette lille hjem, at Johns forældre opfostrede deres elleve børn! Og hvor var de lykkelige!

En dag kom John til en meget vigtig afgørelse i sit liv. Han vidste, at selv om hans far og mor var kristne og troede på Gud og havde modtaget Jesus som deres Frelser, så var han selv en synder. Han ønskede at vokse op som en Guds mand ligesom sin far. Derfor bad han Jesus om at rense ham fra sin synd og gøre ham til en kristen.

Tror du, Jesus svarede på hans bøn?

Ikke alene bad John Gud om at frelse ham, men han sagde til Jesus, at han ville give hele sit liv til Ham, så det kunne blive brugt akkurat sådan, som Gud ville det.

Hvor blev Johns far og mor glade for det.

Og vi skal nu høre, hvordan Gud brugte ham ved at sende ham langt, langt bort til nogle øer, hvor der boede kannibaler.

Da John var gammel nok, gik han i landsbyskolen og lærte at læse og skrive. Han var meget glad for at gå i skole. Han brød sig ikke om, at han havde noget gammelt tøj på, som hans mor måtte lappe igen og igen. Men en dag sagde hans mor: "John, jeg tror ikke, du kan have det tøj på en dag længere." Den aften, da de bad sammen, bad de om, at Gud ville give dem, hvad de trængte til.

Mens de bad, hørte de døren blive lukket op og i igen. John kunne næsten ikke vente med at se, hvem der var. Da de var færdige med at bede, for han hen til døren for at se, hvad det var.

"Nej, se, hvad der er her," sagde han og løftede en stor pakke op. Han rev papiret af, og der lå der et helt nyt sæt tøj lige i hans størrelse!

"Gud hørte vore bønner," sagde mor.

"Vi vil takke Gud," sagde far. Og det gjorde de.

Den næste morgen gik John stolt af sted til skolen i det nye sæt tøj.

"Nej, hvor er det et pænt sæt tøj," sagde skolelæreren med et lille smil.

"Gud sendte det," sagde John. Og så fortalte han skolelæreren, hvordan de havde bedt, og hvordan pakken var kommet.

"Det er godt, John," sagde skolelæreren. "Hver gang du trænger til noget, så bed din far om at bede, og Gud vil sende det!"

Det var ikke før længe efter, at John fik at vide, hvem der var kommet med tøjet. Gud bruger nogle gange andre mennesker til at besvare vore bønner.

I gamle dage måtte lærerne gerne slå deres elever med et spanskrør. En dag slog Johns skolelærer ham, selv om han i virkeligheden slet ikke havde fortjent det.

"Jeg vil aldrig gå tilbage til den skole igen," sagde John. Og det gjorde han ikke. I stedet for fik han arbejde i den nærliggende by, der hed Dumfries, hos en mand, der lavede landkort.

Selv om John ikke gik i skole mere, studerede han meget hårdt i sine bøger. Mens han gik de seks kilometer frem og tilbage havde han en bog med sig, som han læste i på vejen. Ved frokosttid fandt han en rolig plet ved floden Nith, hvor han læste i sine bøger i stedet for at spille bold sammen med de andre drenge. På de anden side af floden var der en, som hver dag holdt øje med ham. Det var den mand, han arbejdede for.

En dag kaldte chefen John ind på sit kontor.

"Jeg har holdt øje med dig," sagde han, "og jeg kan godt lide at se en ung mand, som arbejder hårdt. Kunne du tænke dig en bedre stilling?"

Dette fik Johns hjerte til at hoppe af glæde.

"Det kan du få," fortsatte chefen, "hvis du vil love at arbejde for vort firma i syv år. Ved siden af den stilling vil du få gratis uddannelse af regeringen."

John stod ganske stille uden at sige noget. Til sidst sagde han: "Jeg kan ikke love at blive i syv år," sagde han. "Jeg tilhører en anden mester."

"Hvem er det?" spurgte chefen vredt.

"Det er Jesus Kristus," sagde John.

Hans chef blev så vred, at han sagde, at John ville miste sit arbejde, hvis han ikke tog imod tilbudet.

"Det kan jeg desværre ikke," sagde John. Og så blev han fyret.

John ønskede ikke at være til besvær for sin far, så derfor fik han et andet arbejde, hvor han arbejdede på markerne med at binde neg. Da han ikke havde gjort den slags arbejde før, var han ikke særlig god til det. Men som altid gjorde han det så godt, han kunne, og gårdejeren, han arbejdede for, var meget tilfreds med ham.

Hvert nyt arbejde gav ham mere kundskab, erfaring og dygtighed.

En dag forberedte John sig til at forlade sit hjem og rejse til Glasgow, en stor by i Skotland, for at arbejde. Hans mor hjalp ham med at binde sine få ejendele ind i et stort tørklæde, som han bandt til en stok. Da der kun var meget få tog, og postvognen kostede for mange penge, begyndte John at gå de 60 kilometer der var ind til byen.

Hans mor tørrede tårerne fra sine øjne med hjørnet af sit store, hvide forklæde, da hun stod i døråbningen og vinkede farvel. John så sig tilbage og stirrede på den pæne, lille have og det elskede lille hus. Han var bedrøvet, for han vidste ikke, hvornår han skulle se det igen.

"Jeg vil følge dig lidt på vej," sagde hans far. Sammen vandrede de hen ad den smalle, ujævne vej, op og ned af de mange bakker. Tårerne løb ned af faderens kinder hele vejen og John, som var ked af at skulle rejse så langt bort fra sit hjem og familie, som han elskede så meget, græd også.

Helt sit liv huskede John Paton, hvad hans far sagde til ham på vejen mod Glasgow. Selv senere da han var tusinder af kilometer borte, omringet af vilde mænd, som truede ham på livet, tænkte han på sin fars ord, og de hjalp ham til at være modig og stærk.

Da de havde gået næsten ti kilometer sammen, sagde Johns far: "Søn, nu må jeg tilbage." Han tog Johns hånd i sin egen store, ruhånd.

"Gud velsigne dig, min søn," sagde han. John skyndte sig ned ad vejen alene, mens han græd. Da han kom til et sted, hvor vejen drejede, vendte han sig og så sin far stå med hatten i sin hånd; det lange, gule hår blæste i vinden og tårerne strømmede ned af hans kinder.

John bad i sit hjerte.

"Jeg lover dig, Gud," bad han, "at jeg altid vil leve sådan, at min far og mor kan glæde sig over det," Han ønskede at blive en mand, som hans far kunne være stolt af.

John havde det ikke let i byen. Han arbejdede og studerede så hårdt, at han blev syg og måtte holde op med begge dele. Snart havde han ikke flere penge. Han vidste ikke, hvad han skulle gøre. Da han fik det bedre, gik han rundt på gaderne. Pludselig så han et skilt i et vindue: "Lærer ønskes." John søgte stillingen - og fik den!

Nu var han lærer ved Maryhill Free Church School.

"Drengene i denne skole er store og slemme," advarede præsten, som antog John. "De er rå og voldsomme, og du vil behøve et godt spanskrør for at få dem til at opføre sig ordentligt."

John huskede, hvordan hans skolelærer havde slået ham. "Jeg vil ikke slå dem," tænkte han. Han gemte spanskrøret væk i et skab. Men efter nogle få dage begyndte eleverne at blive slemme, særlig en stor dreng. Han skreg af latter, da John prøvede at få ham til at være stille.

"Jeg vil give dig en chance til," sagde John. Så låste han ganske stille døren og tog span- skrøret frem.

Den slemme unge mand slog igen. John brugte spanskrøret igen og igen, indtil drengen sagde. "Jeg har fået nok."

Dette var ikke sidste gang, John havde vrøvl med sine elever! Allerede næste dag var der to drenge, som var uartige.

John greb dem begge to i kraven og førte dem op foran klassen.

"Klase," sagde John, "hvad skal jeg gøre for at straffe to drenge?

De er skyldige og fortjener straf."

"Det gør de bestemt," sagde en af drengene i klassen.

Andre sagde: "Slå dem!" "Giv dem en omgang med spanskrøret!"

John var ikke så ivrig efter at bruge spanskrøret, så han sagde: "Det er første gang, de har opført sig dårligt. Hvis de giver mig en undskyldning og lover at opføre sig bedre, ville det så ikke være godt for denne gang?"

"Jo!" "Det synes jeg også!" "Lad den give en undskyldning," kom det fra eleverne.

Skamfulde gav drengene en undskyldning.

Efter den tid var Johns skole rolig og ordentlig. Den var i virkeligheden så god nu, at komiteen bestemte, at de ville have en lærer med en bedre uddannelse, end John havde.

John havde arbejdede så godt, at han selv mistede sin stilling.

Nu har vi set, hvordan Gud holdt øje med John. Gud gav ham vidunderlige kristne forældre, som bad for ham og hjalp ham til at åbne sit hjerte for Jesus, da han var ung. John bad og sagde til Herren, at han ønskede at give Ham hele sit liv.

Selv da John blev fyret fra sit arbejde hos manden, der lavede landkort, havde Gud en plan med det. Da vi forlod John, havde han netop mistet sin stilling som skolelærer.

Samme dag som John forlod skolen, kom postbudet med et brev. "Vi har holdt øje med dig," stod der i brevet.

Det syntes som om, der altid var nogen, som holdt øje med ham. "Og vi ønsker, at du skal komme og arbejde sammen med os."

John faldt ned på sine knæ.

"Tak, Fader," bad han, "tak, fordi du giver mig denne gode stilling."

I den store by, Glasgow, var der hundredevis af mennesker, som aldrig havde hørt om Jesus. Det var John, der nu arbejdede sammen med bymissioen, som skulle hjælpe disse mennesker og tale med dem om Jesus.

Hver dag stod han tidligt op og begyndte.

Han gik fra dør til dør og bankede på og spurgte, om folk ville komme og høre om Jesus. Først var der ikke nogen, som lagde særlig mærke til ham. Disse mennesker var meget fattige og boede i nogle faldefærdige huse. Nogle af dem havde ikke engang sko på fødderne!

"Hvorfor vil han have besvær med os?" spurgte de. "Hvorfor lader han os ikke være i fred?"

Men John blev ved med at invitere dem til at komme til møderne og talte til dem om, hvordan Jesus kunne hjælpe dem.

Snart skete der noget.

En dag bestemte de unge i nabolaget, at de bare lige ville gå og se, hvad der foregik ved møderne. Og snart var der ikke var plads nok til dem der, hvor de mødtes.

Det eneste sted, der var stort nok for dem, var et høloft, hvor en mand gemte hø til sine heste og køer!

Men John og alle de unge mennesker klatrede op af de vaklevorne trin til høloftet. De satte sig ned i høet, og John underviste dem i Bibelen, og de bad sammen.

Men John havde mange fjender. Nogle mænd, som slet ikke troede på Bibelen, prøvede at holde de unge mænd fra møderne på høloftet.

"Hør ikke på ham," sagde de. "Bibelen er ikke sand. Der findes ikke nogen Gud, som elsker jer og har omsorg for jer. Det er løgn alt sammen." En af disse slemme mænd havde et bibliotek fuldt af bøger, som lærte, at der ikke er nogen Gud til. En dag blev han meget syg. Så syg, at hans kone blev bange for, at han skulle dø.

"Jeg vil gå og besøge ham," sagde John. "Måske kan jeg hjælpe ham."

John satte sig ned ved siden af denne stakkels, syge mands seng. Han åbnede sin Bibel og læste for manden.

"Gud elsker dig," sagde han. "Han ønsker at rense dig fra alle dine synder og give dig fred i dit hjerte."

Manden så på Johns kærlige ansigt og lyttede, mens John talte. Lidt efter sagde han: "Jeg kan ikke dø uden Gud. Jeg vil modtage Ham."

Og det gjorde han!

Da han blev rask, så bad han sin hustru og sin datter om at hjælpe sig med at rive alle de dårlige bøger i små stykker. Bagefter kastede de dem på ilden og brændte dem. Og så fortalte han alle mennesker, han mødte, om hvad Jesus havde gjort for ham, og han bad dem om at modtage Jesus også.

En dag kom der en dame for at besøge hr. Paton.

"Vil De ikke nok komme og hjælpe mig?" bad hun. Hun tog ham med hen til en ung mand, som ikke kunne holde op med at drikke. Når han havde drukket, ville han prøve på at dræbe sig selv. Gang efter gang blev han helt desperat, fordi han ikke kunne holde op med at drikke. Da John Paton så denne unge mand i sådan en nød, blev han bedrøvet.

"Vi vil læse Bibelen sammen," sagde han. "Gud kan hjælpe dig." Så åbnede han sin Bibel og læste, og den unge mand lyttede.

Så sagde John: "Nu vil vi bede til Gud."

"Jeg kan ikke bede!" sagde den unge mand.

"Godt, så sig til Jesus, at du ikke kan bede."

Den unge mand prøvede at rejse sig, men John sagde: "Prøv blot at bede. Bed Jesus om at frelse dig."

Hvad tror du, der skete, da den unge mand bad?

Efter den tid fortalte han alle, hvad Jesus havde gjort for ham.

John arbejdede hårdt dag efter dag og fortalte folk om Jesus, som kom for at frelse dem fra deres synd.

En dag kom John gående hen ad gaden. Pludselig kom der en stor sten flyvende gennem luften fra et af husene, og den ramte John i hovedet. Han faldt blødende om på jorden. Ikke en kom for at hjælpe ham.

Og det var ikke det hele! En dag prøvede en af hans fjender at skolde ham med kogende vand, da han gik forbi deres vindue. Men John blev blot ved at fortælle om Jesus og være god imod dem.

På den modsatte side af jorden ligger der nogle små bitte øer i Sydhavet. På disse øer boede der kannibaler - vilde, nøgne mennesker, som kogte og spiste hinanden.

En aften sad John i kirken. Hvor han hørte præsten fortælle om den store nød blandt mænd og kvinder, piger og drenge, på disse små øer, Ny Hebriderne.

"Hvor ville jeg gerne gå!" hviskede John for sig selv. Mens han sad der, fik han store tårer i øjnene. Han havde så ondt af de stakkels mennesker, som aldrig havde hørt om Jesus og Hans kærlighed.

Han ønskede at råbe: "Her er jeg, send mig!"

Men han var bange for, at det måske ikke var Guds vilje for ham at skulle rejse så langt bort fra det folk, som trængte til ham lige her, hvor han var. For hundredevis af unge mennesker kom nu til hans møder for at høre ham prædike evangeliet.

"Kære Herre," bad han. "Jeg er villig til at gå, hvorhen du vil, og gøre alt, hvad du vil have mig til at gøre."

Næste dag gik John hen til kirkens ledere.

"Jeg er villig til at rejse," sagde han.

Hvor blev de glade. Det næste år arbejdede John hårdt for at gøre sig parat til at rejse. Han studerede medicin, så han kunne hjælpe øernes befolkning med deres sygdomme. Han studerede ihærdigt sin Bibel, så han kunne fortælle dem mere om Jesus.

En dag kom en gammel kristen mand for at besøge John.

"Jeg hører, at du vil rejse til de øer på den anden side af jorden," sagde han. "Du skal ikke gøre det! Du vil blive ædt af kannibalerne."

John bestemte, at han ville rejse hjem og tale med sin far og mor om det. Hvor var han lykkelig, da han gik op ad vejen til sit hjem. Det var længe siden, han havde set sin familie. Der var den smukke have og det stråtækte hus. Døren gik op, og hans far kom løbende ham i møde. Han omfavnede John. Hele familien samlede sig omkring ham og talte på en gang.

"John," sagde hans far, "da du var en lille baby, gav vi dig til Gud. Vi håbede, Han ville kalde dig til at blive missionær. Og nu har Han gjort det!"

En skønne dag skete det så, at John og hans hustru gik ombord i et stort skib og sejlede til Australien. Det tog meget længere tid, den gang end det gør i dag

John og hans hustru glædede sig i flere måneder over de dansende bølger, den stærke blæst og besøgene hos skibets kaptajn, som var en kristen. De havde endda en kirke ombord! John underviste de andre passagerer ud fra Bibelen.

Alle vegne hvor John var, arbejdede han hårdt for Gud. Han ventede ikke, til han var på missionsmarken med at fortælle andre om Jesus.

Hvordan kan vi arbejde for Gud, lige der hvor vi er?

Endelig satte skibet kurs ind mod land - Australien!

John flyttede sine halvtreds kasser til et mindre skib, og atter sejlede de af sted, denne gang til den lille stribe øer, som hedder Ny Hebriderne. Kaptajnen var helt anderledes end den første. Han ville ikke sejle dem helt ind til kysten. I stedet for måtte de signalere efter en lille båd, som kunne hente dem. De så fra rælingen af skibet, hvordan den lille skonnert, som tilhørte missionen, kom ud for at hente dem.

Kaptajnen havde så travlt med at komme væk, så hans skib ramte den lille båd fra siden og brækkede den høje mast. John trak sin hustru til side lige tidligt nok til at redde hende fra at blive knust under den. Og det værste var, at de ikke kunne styre båden og kastedes hid og did på de høje bølger femten kilometer ude på havet.

Og som om det ikke var slemt nok, førte den stærke vind dem hen mod øen Tanna, hvor de værste kannibaler boede! John vidste, at hvis disse kannibaler fik fat i dem, ville både han og hans hustru blive kogt og spist!

Men en af missionærerne på en venligsindet ø så deres nød og kom ud i sin båd og reddede dem.

Endelig var John Paton på det sted, som Gud havde forberedt ham til gennem hele livet. Han var ivrig efter at se alting - den tætte, grønne jungle, de indfødte, som var nøgne med undtagelse af noget maling, som de havde smurt på deres kroppe. De havde ringe i ørerne og benstumper og tænder i snore rundt om halsen. John vidste, at de var meget onde. Men hvor han længtes efter at fortælle dem om Jesus, som kunne forvandle deres liv.

Senere, da missionshuset var blevet bygget, kunne de høre de vilde kampe udenfor med vilde skrig og lyden af tomahawker, når de indfødte sloges i junglen.

Disse indfødte stjal alt hvad de kunne få fat på!

Det havde regnet meget en dag, og John havde derfor hængt sit sengetøj ud for at tørre. Maiki, en indfødt høvding, kom farende hen til John helt åndeløs.

"Missi, kom hurtigt," sagde han til John. Han løb ind i huset, og John fulgte efter. Et øjeblik efter hørte John nogle af medarbejderne på missionsstationen kalde på ham, at han skulle komme dem til hjælp. Han skyndte sig ud og så, at de indfødte prøvede at stjæle alle tæpperne, der hang på snoren.

Det var ikke let at bo og arbejde blandt kannibaler, som så gerne ville spise andre mennesker, at de nogle gange gravede de døde op for at spise dem?

Kan du forestille dig at se mænd slå deres hustruer, når de ville, og somme tider dræbe dem, når de var ulydige?

Kan du forestille dig at forsømte børn, som ikke bliver vaskede, somme tider halvdøde af sult og sygdom, fordi deres far og mor var ligeglade med dem?

Så snart en dreng på Ny Hebriderne var gammel nok, lærte hans far ham at kaste sit spyd og skyde med pile. Han lærte, hvordan han skulle slå en anden ihjel med en kølle, og hvordan man bruger en tomahawk - og det var alt, hvad han lærte. Så det var ikke så mærkeligt, at det eneste, drengene havde lyst til, når de blev store, var at slås.

På trods af deres ondskab, elskede John Paton, missionæren fra Skotland, dem og længtes efter at hjælpe dem. Han ønskede at fortælle dem, at Jesus også elskede dem. Nogle indfødte kristne fra en anden ø kom for at hjælpe ham.

En morgen vågnede John ved lyden af råb og skrig, og han vidste, at de indfødte sloges og dræbte hinanden igen.

"Jeg vil prøve at standse dem." sagde han.

Sammen med sine indfødte venner begyndte han at bane sig vej gennem den tætte jungle hen imod den frygtelige larm. Da indfødte var bange, men John bad.

"Kære Fader." sagde han, "vil du lede mig? Beskyt vore liv. Hjælp mig til at vide, hvad jeg skal gøre."

Pludselig kom de til en stor åbning, og der foran dem var der en stor skare indfødte, som havde en stor fest. John gik hen til dem og råbte på deres eget sprog: "Jeg hilser jer kærligt alle mænd og kvinder på Tanna! Jeg er jeres ven! Jeg er kommet for at fortælle jer om den sande Gud!"

En gammel høvding med lyse fjer i sit sammenfiltrede hår og store ringe i ørerne kom hen til John. Han tog John i hånden og ledte ham hen til en siddeplads mellem folket.

"Sæt dig ned ved siden af mig," sagde han. "De vil lytte til dig."

I en hel time talte John til dem.

"Vi lover, at vi vil holde op med at slås," sagde krigerne. De gav John gaver: Kokosnødder, sukkerrør og kyllinger. Han gav dem fiskekroge og røde stykker tøj. John gav høvdingen en fin, rød skjorte.

Men der var mange andre indfødte, som ønskede at dræbe John. En dag arbejdede John i missionshusets have. Han så op og så høvdingen sigte på sig med et gevær. John bestemte, at han ville blive der, hvor han var, og fortsætte med sit arbejde.

"Jeg er din ven," sagde han til høvdingen, "og jeg vil gerne hjælpe dig."

Men geværet flyttede sig ikke. Minutterne syntes som timer. Mens John arbejdede, bad han om beskyttelse.

Lidt senere skete der noget endnu værre.

John så igen op fra sit arbejde i haven. Denne gang var han omringet på alle sider af indfødte, som alle sammen pegede på ham med et gevær. De krøb nærmere og nærmere. Et vers fra Bibelen kom til John: "Hvad som helst I beder om i mit navn, det vil jeg gøre." John vidste, at Gud ikke ville tillade en af disse mænd at trykke af. Og det gjorde de heller ikke. Lidt efter luskede de væk uden at have gjort ham noget.

"Jeg tror, det er Guds vilje, vi skal bygge en kirke," sagde John en dag til de indfødte kristne. De bestemte, hvor kirken skulle ligge og begyndte at grave grunden ud. Pludselig standsede en af de indfødte. Alle de indfødte blev skrækslagen over det, han havde fundet.

"Det er en stengud," sagde en og pegede på en stor, rund sten. "Der er blevet ofret mennesker på den! Se de huller! De holdt ofrenes blod i sig, indtil stenens ånd havde drukket det op!"

De indfødte troede, at den store sten var blevet lagt der af en ond ånd. En heksedoktor kom og prøvede at tage stenen væk, men John ville ikke give ham lov. John ønskede at bevise, at de onde ånder ikke havde nogen magt.

Efter tre måneders forløb var deres smukke kirke færdig. Den var ca. 15 m lang. Taget var lavet af sukkerrørsblade. Den havde et halvtag, som skulle forhindre vandet i at løbe ned ad væggene.

Gulvet var lavet af smukt, hvidt koral, som de havde gravet op fra havet og knust i små stykker. Hvor var de alle stolte af deres kirke.

På øerne prøvede tre heksedoktorer at holde folket i uvidenhed og at gøre dem bange.

De sagde, at de kunne dræbe folk blot ved at tage et stykke frugt, som de indfødte havde bidt i. Når de kastede en forbandelse på det, ville det få den indfødte, som havde spist af det, til at dø.

En dag da hr. Paton prædikede for en stor skare, rejste disse tre heksedoktorer sig op.

"Vi vil dræbe dig," sagde de til John.

"Her er min chance til at bevise, at heksedoktorne ingen magt har," tænkte John. Idet han så udover skaren, så han en kvinde med en stor kurv blommer. Her skyndte sig hen til hende og bad hende om nogle. Han tog en bid af en og gik så hen til heksedoktorne.

"Her," sagde han, "I må gerne dræbe mig."

Alle de indfødte så skrækslagne til. Nu ville deres ven ganske sikkert dø.

Heksedoktorne tog blommerne og begyndte med deres ceremonier, som skulle få John til at falde død om.

De tre heksedoktorer gik hen til et af deres hellige træer. De rullede frugten ind i blade fra træet, så de lignede lys. Så tændte de et bål nær træet og begyndte deres uhyggelige sang og jamren. De satte ild til "lysene" og svingede dem rundt over hovedet, mens de dansede op og ned. Hele tiden holdt de øje med John Paton for at se, om han viste noget tegn på at dø.

For at vise hvor tåbelig deres tro var på denne magt, råbte John:

"Hurtigere! Tving jeres guder til at hjælpe jer. Jeg er ikke død endnu!"

Efter en tid lang sagde heksedoktorne: "Vi må have hjælp fra de andre heksedoktorer. Men vent bare! Inden næste søndag er du død!

"Godt!" sagde John. "Men hvis jeg kommer herhen til jeres landsby rask og frisk næste søndag, må I indrømme, at jeres guder ikke har nogen magt over mig, for jeg er beskyttet af den sande og levende Gud."

Hele ugen kunne John høre trommeslagene. Han vidste, at heksedoktorne havde travlt med deres trylleri.

Tidligt søndag morgen stod John op, klædte sig på og skyndte sig hen til landsbyen. En stor skare havde samlet sig for at se, hvad der ville ske. Da de så John stærk og sund, kunne de næsten ikke tro deres egne øjne. Hele deres liv havde de troet på heksedoktorne. Nu blev de klar over, at de havde talt usandhed.

En af heksedoktorne kom hen og stod foran John.

"Vi har taget fejl," sagde han.

"Du er en heksedoktor," sagde han og pegede mod Johns ansigt. "Men din Gud er stærkere end vore guder. Han har beskyttet dig."

Så råbte John så højt, at alle kunne høre det: "Det er sandt. Jesus Kristus er stærkere end jeres guder. Han beskyttede mig. Han er den eneste sande og levende Gud."

John satte sig ned på en træstamme, og hele folket samlede sig om ham. "Hør nu på mig," sagde han, "nu vil jeg fortælle jer, hvordan I kan lære den sande og levende Gud at kende."

To af heksedoktorne satte sig ned sammen med de andre og lyttede. Men den tredie trak sit lange spyd. Han hoppede og dansede vildt, mens John talte og prøvede at komme nær nok til John til at såre ham. Men de andre sluttede op omkring John for at beskytte ham.

En aften sad John i sit lille missionshus og studerede ved lampens svage lys. Det bankede på døren. Da han åbnede den, stod der en indfødt kristen mand udenfor.

"Jeg er kommet fra den anden side af øen," sagde han, "din ven, missionæren, har ikke mere mel til at bage brød af."

John vidste, at han måtte sørge for, at hans ven på en eller anden måde fik noget mel. Det ville ikke blive let, for der var krig mellem stammerne, og han ville blive dræbt, hvis han prøvede at gå tværs over øen. Og havet var vildt og barskt og meget farligt for en kano.

Om morgenen talte John med en betydningsfuld høvding, en af hans venner.

"Jeg vil følge med dig i kanoen," sagde han til John.

John fandt en stor stenkrukke med et tætsluttende låg og fyldte den med det kostelige mel. Låget blev bundet forsvarligt på. De skyndte sig ned til kysten. Så skubbede de båden fra land, John, hans krigerhøvding og nogle andre mænd. John placerede krukken i midten af kanoen, så den ville være i sikkerhed.

De prøvede at sejle ganske nær ved kysten lige uden for bølgebryderne ved koralrevene. Sprøjtet gjorde dem drivvåde. Stærke arme padlede dem gennem det dybe vand, indtil de til sidst var kun tre kilometer fra den anden side af øen.

Bølgerne blev højere og højere. Kanoen vuggede fra den ene side til den anden og truede med at kaste dem i vandet.

"Vi vil ikke sejle videre!" sagde de skrækslagne indfødte.

"Men vi må," sagde John. "Hvis vi sejler mod kysten nu, vil kanoen blive slået i stykker. Vi vil blive kastet i havet og drukne."

"Vent!" råbte en af de indfødte. "Der kommer en mindre bølge. Den vil føre os ind." Og det var netop, hvad der skete. Bølgen samlede kanoen op og hævede den ind mod kysten.

Bølgen brødes mod et koralrev. Alle blev kastet i havet undtagen John, som ikke kunne svømme. Han klyngede sig til kanoen og bad af hele sit hjerte.

En af de indfødte, som havde nået kysten i sikkerhed, så, at John stadigvæk var i live. Han svømmede ud og trak John i sikkerhed.

"Hvad med melet? Hvor er det?" tænkte John. Netop da så han en af de indfødte komme gående hen imod sig med melkrukken på hovedet. Gud havde sørget for det hele.

Hvor var missionærerne taknemmelige, da de så John, høvdingen og de andre indfødte komme gående i en lang række hen ad stien, der førte til deres lille hus. De vidste, at med mel til brød ville de ikke sulte.

Det var ved at blive mørkt og efter at have hvilet lidt, sagde John: "Vi må skynde os tværs over øen, så snart det er mørkt, sådan at ingen vil opdage os og dræbe os." John ville helst ikke blive for længe væk fra sit hus, for han vidste, at hans fjender ville bryde ind og stjæle alt, hvad han ejede.

"Vi vil ikke gå tilbage sammen med dig!" sagde hans indfødte venner. De var store kujoner, når det var mørkt, og de ville ikke ud i den mørke nat sammen med John. Derfor begyndte John den farlige rejse tilbage til sit hjem helt alene. Men John var ikke alene Gud havde lovet at gå med ham, og det gjorde han også.

John stred sig frem gennem det tætte krat og følte sig frem, til han kom til det farligste sted på turen. En stor klippe var lige foran ham, og han vidste, at han måtte klatre over den. Han greb fat i rødder og buske, som stak ud af revner i klippen, og det lykkedes ham at klatre helt op på toppen, hvor han følte sig frem, for hvis han trådte forkert, ville han styrte ned i havet nedenunder.

Lidt efter standsede han. Han var gået vild.

"Jeg må finde vejen, inden de indfødte får fat i mig," tænkte han. Men snart så han foran sig nogle små lys, som han vidste, var de fjendtlige krigeres lejrbål, og han var klar over, at det var landsbyen, hvor de værste folk på hele øen boede. Ganske stille krøb han af sted, for han vidste, at blev han hørt, ville han blive dræbt.

Da landsbyen var bag ham, stod John overfor en ny fare.

Han var kommet til kanten af den store klippe. Han måtte ned til kysten endnu en gang. Men hvor var stien? John ledte i mørket, til han var meget træt.

Han huskede, at der var et sted i klippen, som var glat. Hvis han kunne finde det, kunne han glide ned til vandet. Ved højvande var vandet dybt, men ved lavvande kunne han bunde. John kastede nogle sten ned for at høre, hvor langt de ville falde. Han lyttede. Han kunne ikke høre noget. Så kastede han sin paraply. Han hørte stadigvæk ikke en lyd.

"Jeg vil tro Gud for at beskytte mig," sagde han.

Han trak sit tøj tæt om sig, så det ikke ville gribe fat i noget. Så stak han fødderne ud over kanten.

"Jesus, frels mig!" bad han.

Så satte han af. Han tumlede ned - fløj næsten gennem luften. De få sekunder syntes som timer for ham. Hans fødder ramte vandet. Selv om han var drivende våd, var han i live og i sikkerhed!

"Tak, Fader!" sagde han.

Han skyndte sig hen ad stien, der førte hjem.

Da de indfødte venner så ham komme gående alene, var de overraskede.

"Din Gud er en stor beskytter," råbte de.

"Ja," sagde John til dem, "og Han vil også være jeres beskytter og hjælper, hvis I vil tro Ham."

Tannaøen, hvor John boede, havde to stammer, havnefolket, som boede ved havet, og øfolket, som boede på midten af øen. De kæmpede altid med hinanden. Der kom en tid, hvor de kæmpede om John Paton.

Havnefolket sagde, han skulle bo hos øfolket, ellers måtte han forlade øen. En dag sendte de bud til John om at komme til et møde, så de kunne ordne det spørgsmål. Men John sagde: "Hvis jeg går, bliver jeg måske dræbt."

Øfolkets høvding hed Ian. "Kom med mig!" sagde han en dag til John.

"Gud vil straffe dig, hvis du vil dræbe mig," sagde John.

"Kom hurtigt! Blev Ian ved.

John skyndte sig efter Ian hen ad den smalle sti til landsbyen. Da de nærmede sig åbningen, så John noget, som gjorde ham bange. På hver side af landsbytorvet stod der en stor flok krigere.

Ian, den store høvding, råbte, mens han pegede på sine egne mænd: "Disse mænd er dine venner! Vi er her for at beskytte dig." Så pegede han på havnekrigerne på den anden side og sagde: "Det er dine fjender! De hader Bibelen. De forstyrrer freden."

Dette gjorde havnekrigerne bange.

"Blot sig et ord," fortsatte høvdingen, "og vi vil skyde dem."

John løftede sin hånd, for at de alle skulle lytte.

"Jeg elsker jer alle," råbte han. "I kan skyde eller myrde mig, men jeg er jeres ven."

Alle stod stille og lyttede.

"Jeg er ikke bange for at dø," fortsatte han. "Hvis I dræber mig, vil jeg alligevel opstå når Jesus kommer."

Så fortalte han dem, at Jesus også elskede dem og var død på korset for deres synder.

"Elsk Ham og tjen Ham, så vil I blive lykkelige," sagde han.

Ian var skuffet, for han ønskede krig, så hans mænd kunne dræbe havnefolket. På grund af Johns ord var der fred et stykke tid. Men de havde ikke for alvor vendt sig til Gud, og snart var der igen tale om krig. En af høvdingernes koner døde, og de gav alle sammen John skylden for det.

"Vi vil slå den missionær ihjel," sagde de.

Krigerne gemte sig i buskene, parat til at springe på John, når han forlod huset. Men hans venner advarede ham, så han undgik døden.

"Hvis vi ikke kan dræbe missionæren, vil vi dræbe Ian," sagde fjenderne. Så prøvede de at gøre det med deres trylleri, akkurat ligesom de havde prøvet med John. Kort efter blev Ian meget syg.

John passede ham, og for en tid fik han det bedre. Men snart blev det værre igen. John var sikker på, at han på en eller anden måde var blevet forgiftet ved at spise noget dårligt. Han vidste, at Ian ikke var syg på grund af trylleriet.

En dag kom Ians folk løbende efter John. "Høvdingen er ved at dø," sagde de.

John var bange for, at det var en fælde, de havde sat for ham, for at de kunne få ham dræbt, men han ønskede at hjælpe Ian, så han fulgte med til landsbyen. Da han trådte ind i Ians snavsede hytte, så han, at Ian var ved at dø. Landsbyens folk sneg sig bort i buskene og lod John og Ian være alene. Det, syntes John, var mærkeligt.

"Kom helt hen til mig," hviskede Ian.

Pludselig, da John bøjede sig over ham, trak Ian en lang kniv frem og pegede lige mod Johns hjerte! Nu vidste John, hvorfor de alle sammen var gået. Det var en sammensværgelse. Ian ville dræbe ham, og der ville ikke være nogen, som havde set det. Når de andre hvide mænd kom for at finde ud af, hvad der var sket, var der ingen, som kunne blive straffet for det.

Mens han bad ganske stille, lagde Ian kniven fra sig.

"Gå hurtigt," hviskede han.

Og det gjorde John. Han håbede, at ingen ville se ham, for så ville de følge efter ham og dræbe ham. Men Gud passede på John.

Snart efter hørte John, at Ian var død.

Da Ian var død, var Johns fjender endnu værre end før.

De omringede hans hus. De brød ind i hans forrådshus og tog alt, hvad han ejede. John stod og så ud af vinduet, da der pludselig kom en tomahawk susende gennem luften lige mod hans hoved! Han fik bukket sig ned lige i rette øjeblik!

Nu hørte John lyden af en trompet i det fjerne. Han vidste, at høvdingen var ved at sammenkalde alle øens krigere til kamp.

Endnu en gang bad John Gud om at beskytte ham. Så krøb han stille ud af døren og skyndte sig ind i krattet nær ved huset. Han var ked af, at han måtte efterlade sine ejendele bag sig. Han løb hen ad den smalle sti. Pludselig kom der en tomahawk flyvende mod hans hoved! Han dukkede sig lige i tide!

Han vendte sig og råbte højt: "Gud vil straffe dig, hvis du dræber mig!" Dette gjorde krigeren bange, og han løb bort mellem buskene.

John satte kursen mod en landsby, hvor der boede en venligsindet høvding, der hed Novar. Alle i landsbyen var skrækslagne, for det var som om. Hele øen vrimlede med krigere, der ønskede at dræbe.

"Lad os fælde nogle træer til at blokere stierne," foreslog John. Men det tog for lang tid, og landsbyens indbyggere skreg: "Det nytter ikke noget! Vi vil alle sammen blive dræbt og ædt i dag!" Mødrene tog deres små børn og løb ind i skoven for at gemme sig. Nogle vadede ud i havet.

Høvdingen Novar, som var lam i benene og ikke kunne løbe bort, vendte en kano om med bunden i vejret og satte sig på den for at vente på fjenderne. Han var en kristen mand.

"Ven," sagde han til John, "vi må bede til vor Gud. Hvis Han ikke hjælper os nu, vil vi alle dø!"

John bad af hele sit hjerte. Han troede, Gud ville hjælpe dem. Mens han bad, holdt høvdingen udkik.

"Se!" råbte han. "Gud har hørt os! De står alle sammen stille!"

Hele folket så overraskede til! Krigerne vendte om, og uden at sige et ord forsvandt de i buskene!

"Gud har hørt vore bønner," råbte høvdingen Novar. "Han har frelst vore liv! Lad os takke Ham!" Og det hjorde de.

John blev i landsbyen adskillige dage. De fjendtlige krigere kom igen nærmere og nærmere.

"Du bliver nødt til at gå." sagde Novar. "Min søn vil lede dig til et stort kastanietræ inde i skoven. Kravl op i det og bliv der."

John adlød den kloge høvding.

De krøb stille gennem skoven, til de kom til det høje træ. Den unge fyr pegede op, og hurtigt klatrede John højere og højere op, indtil han var helt skjult mellem grenene.

I det fjerne hørte han råb og skud.

Mens det blev mørkere og mørkere, ventede John i sit høje, ubehagelige skjulested.
Hans fjender var efter ham, da det næsten var midnat, hørte John en hvisken langt nede.
"Kom ned, hr. Pastor. Kom ned."
Det var høvdingens søn. John klatrede ned af træet, og sammen skyndte de sig til Novar ved bredden af det store hav. Endnu en gang havde Gud beskyttet Johns liv.
"Jeg trænger til hjælpere," sagde John en dag til sig selv. Der var naturligvis andre missionærer på Ny Hebriderne, men ikke nær nok til at hjælpe folkene på øerne til at blive kristne.
"Jeg vil sejle til Australin," sagde John. "Måske jeg der kan få folk til at se, hvor vigtigt det er at give deres penge og deres liv til at komme og hjælpe os."
John kom ombord i et skib, der havde kurs mod Australin, og efter mange dages forløb nåede de en stor by, der hed Sydney.
En søndag eftermiddag kom John forbi en stor kirke, hvor han så mange piger og drenge gå ind.
"Hvor ville jeg gerne fortælle dem, hvor meget Gud behøver dem," tænkte han ved sig selv.
Han fulgte efter børnene ind i den smukke kirke. Da præsten var færdig med at tale, gik John op foran i kirken.
"Jeg ville gerne tale til pigerne og drengene," sagde han.
Den venlige præst sagde, at det måtte han gerne.
"Jeg vil gerne fortælle jer om mine øer," sagde Paton. "Der bor mange hundrede af piger og drenge, mænd og kvinder, og de behøver nogen, som kan vise dem, hvordan Jesus døde for dem for at frelse dem fra deres synder."
Alle pigerne og drengene sad meget stille og lyttede.
"Ville det ikke være vidunderligt," fortsatte John, "hvis vi kunne give nok penge til at købe et skib, sådan at missionærer og hjælpemidler kunne blive sejlet ud til øerne?"
De ældre folk lyttede også. De troede på John. De ønskede at hjælpe.
John blev inviteret til at tale i andre kirker om nøden blandt øernes befolkning. Gud talte til de kristnes hjerter, og de gav af deres penge til at hjælpe John i missionsarbejdet.
Johns kone var død, så han havde været alene i lang tid. Nu gav Gud ham en anden hustru, som kunne rejse tilbage med ham og hjælpe ham i arbejdet.
Denne gang ville Gud, at John skulle rejse til øen Aniwa.
Disse mennesker havde et helt andet sprog.
John begyndte at bygge et hus, og de indfødte kom for at hjælpe. Han holdt sine ører åbne, når de pludrede løs. Når han hørte ord, som han vidste betød noget, skrev han den ned.
En dag havde John ikke flere søm. Han tog et stykke glat træ og skrev en besked til sin hustru.
"Høvding Namakei," kaldte han. Så pegede han i retning af, hvor hans hustru var, sådan at høvdingen blev klar over, at han ville have det stykke træ hen til hende.
På dette tidspunkt var John i stand til at forstå en hel del af det nye sprog.
"Træet vil tale til hende," sagde John til høvdingen, som så forvirret på træstykket.
Denne høvding havde aldrig i sit liv set noget skrevet før. Da fru Paton sendte ham tilbage til John med sømmene, var han overrasket. Det stykke træ kunne virkelig tale!
På Johns nye ø var der ikke meget vand.
"Vi må finde mere vand," sagde John til sin hustru.
"Ja." svarede hun, "for de indfødte vil tro, at vi stjæler deres vand, fordi vi bruger så meget mere, end de gør."
"Vi vil prøve at grave en brønd," sagde han.
En morgen fortalte John de to gamle høvdinger, hvad han ville gøre.
"Vi vil grave ned i jorden efter vand," sagde han.
De troede, at John var tosset! Hvem havde nogen sinde hørt om at få regn fra jorden i stedet for fra himlen!
John fandt et godt sted og begyndte at grave.
Høvdingerne holdt øje med ham hele tiden. De tænkte, at siden han nu var blevet tosset, kunne han ønske gøre sig selv fortræd, og så var de der til beskytte ham!
Ved at give dem nogle fiskekroge, fik John nogle af de indfødte til at hjælpe.
De gravede og gravede. Det var varmt, og de blev trætte alle sammen. Stadig intet vand. Til sidst havde de et hul, der var over 3 ½ meter dybt.
"Vi vil holde op for i dag," sagde John.
Næste morgen var det hele faldet sammen! Hele arbejdet var spildt!
Den gamle høvding sagde til John: "Hold op med at grave nu!" Han troede stadig, at John var blevet tosset. Han vidste, at der ikke kunne komme regn fra jorden.
Men John blev ved med at grave. Han gravede og gravede. Så bøjede han sig ned og følte på jorden. Den var fugtig!
"Bare nu dette vand er friskt og godt," tænkte John, "og ikke saltvand, der siver gennem jorden fra havet."
Den aften sagde han til høvdingen: "I morgen tror jeg, Gud vil give os vand fra hullet."
Den gamle høvding rystede blot på hovedet.
Meget tidligt næste morgen havde John travlt med at grave. Lidt på afstand stod høvdingerne og hans mænd og iagttog ham. Pludselig, da John stødte sin skovl dybt ned i jorden, strømmede vandet op og fyldte hullet!
Han fyldte en stor spand og klatrede op til overfladen.
"Se!" sagde han til høvdingerne.
"Gud har givet os regn fra jorden!" råbte en af høvdingerne.
Han tog spanden fra John og rystede den. Da John smagte på vandet og blev klar over, at det var rent og friskt, sagde han: "Tak, Fader!" Nu kunne de drikke alt det, de ville, uden at være bange for, at det skulle slippe op. De indfødte kunne ikke sige nu, at missionærerne stjal af deres dyrebare vand.
"Gud har givet os vand fra jorden som svar på vore bønner," sagde han til de indfødte.
"Vidunderligt er det, din Gud gør," sagde høvding Namakei. "Ingen af vore guder hjælper os på den måde."
"Vi vil grave efter vand," bestemte de indfødte.
Men lige meget hvor de gravede, ramte de den hårde koralklippe, som de ikke kunne grave igennem!
Høvding Namakei kaldte hele folket sammen.
"Lyt til mine ord," råbte han. "Siden vor ven kom til øerne, har han fortalt os mange mærkelige ting, vi ikke kunne forstå."
Han pegede på John, som sad i nærheden og lyttede.
"Af alle de mærkelige ting, han har fortalt os, var det mærkeligste dog, da han sagde, at Gud ville give dem vand fra jorden. Da hviskede vi til hinanden: "Den mand er tosset." Men John Paton bad og bad og gravede og gravede. Han sagde til os, at Jesus ville besvare hans bøn og ville give os alle frisk vand. Svarede Jesus på hans bøn?"
De indfødte nikkede. De kunne se svaret på Johns bøn lige foran dem.
"Fra denne dag," sagde den kloge høvding, "vil jeg tro på, hvad vor missionær fortæller os om Jesus. Jeg vil ikke le af hans ord. Jeg vil tro dem."
Den store høvding stod højtidelig og statelig og høj foran sit folk. Han løftede hånden mod himlen.
"Fra denne dag, mit folk," sagde han, "vil jeg tilbede den Gud, som har åbnet jorden for os og givet os vand. Vore guder kan ikke høre - vore guder kan ikke hjælpe. Jeg vil nu følge Jesus."
Hvor blev John Paton glad over dette vidunderlige vidnesbyrd, at Gud havde bevist for dette kære folk, at Han var virkelig, at Han høre os, når vi beder, og at Han blot venter på at besvare vore bønner.
"Vi må blive af med vore guder!" Da høvding Namakei sagde dette, løb alle de indfødte hen til deres hytter. De hentede deres afguder, små sten- og trægyder, som ikke kunne høre eller se eller forstå.
"Vi vil brænde dem og begrave dem!" sagde høvdingen.
De indfødte stablede afguderne op ved siden af missionshuset.
"John Patons Gud har sendt regn fra jorden. Vi tror, at Han også sendte sin Søn fra himlen til jorden for os."
I ugerne der fulgte, kom flere og flere folk med deres guder, så de kunne blive brændt eller begravet i et stort hul. Nogle af dem tog deres guder under armen og vadede ud i havet, hvor de kastede dem ud i det dybe vand. Hvor ivrigt de lyttede, mens John fortalte dem mere om Jesus og Hans kærlighed til dem.
John arbejdede hårdt for at få Bibelen oversat til dette folks sprog, sådan at de en dag selv kunne læse den. Hver dag ville der komme nogen og spørge: "Er den færdig? Er den færdig?"
En dag var John svar: "Ja, den er færdig!"
"Taler den mine ord?" spurgte høvdingen.
"Få den til at tale til mig!" råbte høvdingen begejstret. "Lad mig høre den tale!"
John læste fra bogen for høvdingen. Den gamle høvding råbte af glæde og sagde: "Den taler! Den taler, ligesom jeg taler!"
Han lagde sig på knæ foran John og løftede armene i vejret.
"Åh, vis mig, hvordan man kan få den til at tale," bad han.
Først måtte John naturligvis lære ham alfabetet, akkurat ligesom du og jeg måtte lære det, da vi var mindre. Snart kunne høvdingen stave ordene, og ikke længe efter kunne han læse.
"Lad mig læse for jer," sagde han, når han rejste omkring på øerne og besøgte alle hans venner. "I kan lære at høre ordene tale til jer også."
Høvding Namakei var altid trofast mod Jesus. Da han var gammel, og tiden var inde til, at han skulle dø, sagde han: "Jeg skal dø nu. Men på den store dag, når Jesus kommer tilbage til jorden, vil jeg opstå for at møde Ham, ligesom min Bibel siger.