Rejsen til missionsmarken gik med tog fra København til Genova, Italien. Derfra med en tysk passager- og fragtbåd igennem Middelhavet, Suezkanalen og Det Indiske Ocean. Vi gik ind i alle betydningsfulde havnebyer både i Middelhavet og på Afrikas østkyst. Efter tre uger kom vi til Mombasa i Kenya, derfra med tog over Nairobi til Kampala, Ugandas hovedstad. Her blev vi mødt på banegården af bl.a. Frithjof Muderspach, som var fungerende unionsformand.

Det var ikke tilfældigt, at det var skandinaver, som mødte skandinaver. Østafrika var dengang bemandet af missionærer fra de samme lande eller områder i Europa. Det tjente til generelt at gøre samarbejdet bedre. Således var det, med visse undtagelser, overvejende tyskere, der var pionerer i Tanzania, englændere i Kenya og skandinaver i Uganda og Etiopien.

Den første uge i Kampala gik med unionsbestyrelsesmøder, indkøb af safariudstyr, proviant, bil m.m.

Så gik turen til Nchwanga sammen med F. Muderspach og en engelsk missionær. Det var en køretur på 200 km. Vi ankom til skolen i tropemørket kl. 21.30. Den første nat sov vi på feltsenge. Næste morgen forlod de to medmissionærer os, men vi fik næppe tid til at føle ensomheden. Fra tidligt om morgenen kom afrikanerne den lange vej op til vort hus for at byde os velkommen. Kvinder og børn knælede ned og overrakte os deres gaver i form af frugter, høns, æg og lignende. Det var en hjertevarm tilkendegivelse, som tog os med storm.

For Esther må det have været en stor omvæltning. Hun havde været ansat  på et kontor i København, og nu sad hun i et primitivt hus under ækvator i det tropiske Afrika. Huset lå smukt på en høj. Det var en tropisk variation af vore bedsteforældres elskede, gamle, vaklende rønne. Der var imidlertid, da vi flyttede ind, en stor termit tue midt på stuegulvet og slanger på loftet under bliktaget. Der var dog moskitonet for alle vinduer.

De få møbler var lavet af en anden dansker, Rye Andersen, som havde arbejdet i Nchwanga, før vi kom. Men det var fem år tidligere. Så man kan forestille sig, hvorledes de så ud, præget af tropeklimaet og intensiv brug. Møblementet bestod af tre vaklende stole, et hjemmelavet bord, en kæde fra loftet til petroleumslampen, som vi lige have købt.

Soveværelserne og de andre rum var af lignende kvalitet. Badekarret var  af zink, og vandet måtte bæres ind, men kunne dog løbe ud gennem et hul i væggen. Køkkenet med brændekomfur var i en lille bygning adskilt fra huset. Vi var afhængige af regnvandet, som blev opsamlet i en 1000 liters tank. I tørke tiden havde vandet en tredobbelt opgave fra badekar over gulvspand til køkkenhave.

I hjemmet havde vi et dansk flag, og vi talte gerne dansk med hinanden, når vi var indendørs, for at holde modersmålet ved lige. Senere, da Kirsten og Glenn kom til verden, var dansk det første sprog, de lærte.

Det danske sprog, ja, endog den danske humor har fulgt dem hele livet, selvom de nu er bosat med deres familier i USA. Kirsten er endog i stand til at tale flere danske dialekter.

Om aftenen, når der skulle slappes af efter en hård dags arbejde, og vi ikke læste, spillede vi sommetider ludo til grammofonmusik. Ud over at passe hjemmet hjalp Esther også afrikanerne. Vi havde et mindre apotek i vort hjem, og Esther måtte ofte, med min assistance, være både læge, sygeplejerske, ja, endog tandlæge.

I haven omkring huset havde vi kun få grøntsager, men vi havde dejlige tropiske frugter. Afrikanere kom daglig til døren og solgte, hvad de havde fra deres små farme. Den nærmeste købmand var inder. Han havde sin forretning ved en korsvej 29 km nede ad vejen. Europæiske varer måtte dog sendes til os fra Kampala, hovedstaden, som lå 200 km borte.

Vi handlede hos ham en gang om ugen, og kørte derned i en åben Ford, årgang 1927. Den havde kostet f 75 (ca. 800 kroner) - en formue dengang«. »Emanuels arbejde både som forstander og skolesekretær krævede mange rejser. Han var ofte borte i flere dage, men jeg var aldrig bange«, siger Esther. »Jeg følte mig altid sikker på skolens område«.

Emanuel fortsætter: Nchwanga var den første missionsstation i Uganda. Her begyndte arbejdet i 1927. Seminariet havde 21 elever og 2 lærere.

Forbundet med seminariet var der også en børneskole, hvor de kommende lærere kunne praktisere.

Børneskoler var en af missionens hovedopgaver. Missionens fremtid lå blandt andet i at give børnene en grundig kristen uddannelse. På denne måde fik vi også meningsfuld kontakt med forældrene og kunne bringe evangeliet om frelse i Jesus Kristus til dem.

En del af min tid gik med at forhandle med koloniembedsmændene i undervisningsdepartementet. Der var beklageligvis ofte en unfair konkurrence mellem ambitiøse missionsselskaber. Den manglende forståelse, der først mødte os, havde den positive virkning, at vi gjorde lidt mere end vort bedste.

Skolen var, sammenlignet med danske forhold, primitiv med få hjælpemidler. Bygningen, der også tjente som kirke, havde bliktag, og når der kom en tropisk regn storm, kunne vi ikke høre, hvad vi selv sagde i klasseværelset. For når det regner i Afrika, så regner det. Så kom den sorte tavle og kridtet i brug. Der kunne ikke være tale om at standse undervisningen.

Hvad vi ikke havde i udstyr, gav vi i grundig undervisning. Som tiden gik, opnåede vi respekt, anerkendelse og ros fra myndighederne. Det var den »professionelle« belønning, som vi fik, når koloniembedsmændene kom på deres regelmæssige inspektionsbesøg.

Det hårde arbejde bar også frugt på en anden og mere tilfredsstillende måde. De var, når vi så resultater på det sjælevindende område. Det er jo det, mission drejer sig om.

Det var derfor en særlig opmuntring i det krævende arbejde, når vi så elever vokse i deres forståelse af frelses planen og udvikle sig til gode lærere og ledere, og når vi var med til at døbe nye medlemmer og plante nye menigheder i vort område.

En anden form for opmuntring var et meget specielt besøg, vi oplevede.

Kabakaen (kongen) af Buganda besøgte skolen.

Kongen af Buganda var den mægtigste af de traditionelle tre konger, som var i Uganda. Selvom det i kolonidagene var englænderne, som officielt styrede landet, var der i kabakaens person i den afrikanske traditionstro og forståelse af det overnaturlige indlagt en religiøs, næsten guddommelig magt og prestige, som holdt sammen på nationen på det folkelige plan.

Og kolonilederne var naturligvis ikke sene til at udnytte denne overtro, som var forbundet med kongefamilien i Buganda.

Vi gjorde mange forberedelser før besøget af kongen og hans følge. Der blev rejst æresporte, og guirlander blev hængt på både træer og bygninger. En særlig trone blev lavet til kongen. En af lærerne havde digtet en sang til hans pris. Den blev sunget af en kvartet. Der blev arrangeret en fodboldkamp til kongens ære. Kongen kom med sit eget hold, ja han spillede endog selv centerforwar d. Missionsskolens fodboldhold havde naturligvis en vis betænkelighed ved at skulle tackle kongen på fodboldbanen. Jeg sagde imidlertid til dem, at på "grønsværen" var Hans Majestæt centerforward og ikke konge. Og kongen, som fik dette fortalt, var fuldstændig enig med mig.

Esther havde forfriskninger parat til hele selskabet. På ægte dansk vis havde hun bagt en mægtig kage, hvorpå der med glassur stod »M II« (Kong Mustesa den Anden).

Jeg havde opøvet et hold på 12 mand i kaptajn Jespersens stavgymnastik. De var en mægtig succes.

Det var den oprindelige plan, at kongens besøg skulle have været en 10-15 minutters affære med korte officielle ceremonier, høflige taler og symbolsk inspektion.

Kabaka Mutesa II var imidlertid så fornøjet og afslappet, at han til sit følges forbavselse blev på Nchwanga lærerseminarium i mere end 2 timer.

Og så var fodboldkampen ikke medregnet.

Som tak for besøget overrakte en lille dreng ham knælende den engelske udgave af W.A. Spicers bog: Vor Tid I Profetiens Lys.

l forbindelse med kabakaens besøg oplevede vi flere gange på vidunderlig måde Guds indgriben i begivenhederne. Kongen skulle komme kl. 9.00.

Vi havde arrangeret det sådan, at vi stod parate i en lang række. Forrest  lærerne, så eleverne og til sidst folkene fra landsbyen. Vi var klædt på i det bedste sabbatstøj for at modtage ham. Esther og jeg stod øverst på bakken. Men der kom ingen konge. Klokken blev ni, den blev ti og elleve. Og så begyndte det at styrte ned. Og "når det regner i Afrika, så regner det".

Jeg følte mig helt slået ud, men beordrede at alle skulle søge husly. Da vi kom indendørs, sagde Esther: »Lad os bede!« Jeg syntes ikke, jeg kunne.

Så bad Esther en ganske enkel bøn.

Hun mindede Gud om, at alle vore anstrengelser og forberedelser var for skolens, missionens, ja, endog hans skyld. Så sagde hun tak, tog mig ved hånden, og vi gik ud, uden paraply. Straks da vi trådte uden for døren, standsede regnen.

Kl. 12.50 kom kongens kortege. Alle biler dryppede af regn og var fulde af mudder. Det første, Kabakaen sagde, efter at alle høflighedsformaliteterne var ovre, var: »Nej, se! Her regner det ikke.« Jeg fortalte ham, at det havde regnet, men at vi havde bedt Gud om tørvejr.

Dette blev nævnt i en af Kampalas aviser.

Sørgeligt er det, at Kabaka Mutesa II - populært kaldt Freddy - endte sine dage i London som flygtning. Efter uafhængigheden udbrød der en tragisk stammekrig i Uganda.

Jeg blev efter min ankomst hurtigt klar over, at skønt Nchwanga var et godt sted, og at området kunne nyde godt af en lokal missionsstation samt behøvede en skole, så var beliggenheden ikke ideel for missionen i Uganda. Institutioner må geografisk anbringes centralt, synligt og i nærheden af hovedstaden.

Før jeg ankom, havde andre haft samme ide. Broder Muderspach, som jeg drøftede sagen med, fortalte mig, at unionsbestyrelsen tre år før havde haft dette emne oppe på et bestyrelsesmøde.

Imidlertid var ideen med at flytte hovedskolen til et andet sted i Uganda ikke så velkommen eller rigtig forstået hos den øverste ledelse i divisionen. Man havde helt andre planer, der gik ud på en gang i fremtiden at bygge en højere skole for Kenya, Tanganyika (som Tanzania dengang hed) og Uganda.

Som missionærer havde vi en måneds årlig lokal ferie. Den skulle holdes inden for unionens område, på den måde, at de som boede i højlandet skulle rejse til lavlandet og omvendt. En gang hvert femte år fik vi 12 måneders orlov i hjemlandet. Der var flere hensigter med disse forlængede ferier i hjemlandet. Først og fremmest skulle familien besøges.

Børnene måtte erfare, at de var en del af et større og videre fællesskab end det, de oplevede i det fremmede - at de havde fætre, kusiner, onkler og tanter. Det var også af betydning at holde kontakt med trosfæller, venner og kollegaer. Der skulle rekreeres, en fysisk rehabilitation var nødvendig efter 5 års intenst arbejde under fremmede forhold og ofte i hårde klimaer. En grundig og detaljeret lægeundersøgelse med besøg hos specialister i tropemedicin var samfundets krav.

Missionærerne skulle ajourføres med udviklingen i hjemlandet. Der var en mulighed for at føre sin uddannelse op to dato. Børnene skulle, i det mindste for en kortere tidsperiode, have anledning til at blive fortrolige med deres kultur og skolesystem. Endelig måtte missionæren på orlov

være til rådighed for hjemlandets menigheder med prædikener og foredrag, hvor missionens vilkår, fremgang og berettigelse blev fremholdt.

Alt dette for at holde missionstanken i live i de hjemlande, hvorfra man dengang ikke alene fik pengemidlerne, men også rekrutterede nye missionærer.

Nu kan jeg så se tilbage på de mange år. Mit liv har været rigt og afvekslende. Jeg har rejst over hele verden og har haft fast bopæl under mange himmelstrøg. Hver opgave havde sine egne udfordringer. Jeg må slutte med at sige: Jesus har været en vidunderlig, kærlig, forstående og hjælpsom Mester at tjene.

Tak, gode Gud, for alt!«