Valdemar Emil Toppenberg blev født i Aalborg i 1884 som nr. fire af enbørneflok på otte. Hans forældre var Peter Christian Olsen Toppenberg, født i Gettrup 1843, og hustru Marie Kirstine Kjær, født 1846.
Forældrene synes at have været ret velstående, da faderen ejedeforskellige udlejningsejendomme i Aalborg. Både den stærke tro på Kristus og interessen for at gøre godt for nødlidende havde ValdemarEmil fået med fra sin tidligste barndom.
I sin erindringsbog Africa has My Heart fortæller han, at han sammenmed sine forældre og søskende plejede at komme i kirke om søndagen.
Da faderen var noget tunghør, plejede familien at sidde på forreste bænklige under prædikestolen. Det var sjældent, børnene så andet end hænderne af præsten højt over sig. Men der var andre ting til at tiltrækkeopmærksomheden.
Børnene blev aldrig trætte af at betragte de udskårne træfigurer på ogomkring prædikestolen. På væggene var store oliemalerier af bibelske scener, lige fra Edens have og frem til pinsedagen.
Begge forældre tog deres kristendom alvorligt. Faderen gik ofte til fattigehjem for at uddele billetter til det kommunale køkken. Moderen plejede at sende børnene af sted med en kurv madvarer og lidt tøj, når der varfødt en baby hos en fattig familie, eller når nogen var blevet konfirmeret, eller gift, eller når døden havde bragt sorg i et hjem.
Familien abonnerede på et tidsskrift udgivet af Det danskeMissionsselskab, som Valdemar læste med interesse. Især beretninger om kristne martyrer på Madagaskar og i Uganda gjorde et dybt indtrykpå ham. Det var første gang, han blev grebet af beundring for de kristne missionærer og de omvendtes store mod.
Bortset fra historie og naturvidenskab viste Valdemar ikke nogen særliginteresse for de boglige fag. Da han var 14, ønskede faderen, at han skulle gå til konformationsforberedelse hos vækkelsesprædikanten pastorAnton Petersen, der havde sit ståsted hos Indre Mission.
Efter konfirmationen fik han som gave af en familie, som logerede i en affaderens lejligheder, en lille bog, som handlede om engelske Afrika missionærer. I den bog var der også nogle få linjer på swahili-sproget - etsprog som Valdemar mange år senere skulle komme til at mestre i sin missionærgerning.
Eftersom Aalborg jo er en havneby, havde Valdemar altid haft lyst til atsejle, og det blev besluttet, at han skulle uddanne sig til maskinmester.
Mens han var i gang med denne uddannelse, fik familien Toppenbergbesøg af en ældre bror, der nogle år tidligere var rejst til Amerika. Denne bror fortalte så mange spændende ting fra det store land på den andenside Atlanten, at Valdemar opgav at blive maskinmester for i stedet sammen meden yngre bror at emigrere. De kom til Boulder, Colorado,hvor den ældre bror boede.
Denne bror var under sit ophold i det fremmede blevet adventist. Skønthan på ingen måde lagde pres på sine yngre brødre, forsynede han dem med bøger og blade om den nyfundne tro. Selvom Valdemar fandt detlidt underligt at gå i kirke om lørdagen, tog han alligevel imod sin brors indbydelse til at følge med til gudstjeneste den dag.
Her mødte han endnu en overraskelse. Da prædikanten oplyste, at manmanglede penge til løn til menighedsskolelæreren, og at der ville blive optaget en speciel kollekt til dette formål, så Valdemar sin storebror tagesit checkhæfte frem og skrive en check på 25 dollars. »Nej, det kan ikke være rigtigt, det må være 2,50 dollars,« tænkte Valdemar. Han skævedeen ekstra gang. Jo, der stod det ganske tydeligt: »Femogtyve dollars.«
»Hvem kan dog finde på at give 25 dollars i kollekt?« tænkte han. »Nå,det måtte være broderens egen sag. Religionen måtte virkelig betyde noget for ham.« Valdemar havde fået et godt job ved jernbanen. Alligevelfølte han, at han behøvede mere uddannelse. Så da hans yngre bror samt et par piger, de kendte, var begyndt at læse på Union College i Nebraskaog var glade for det, besluttede Valdemar at følge efter.
For at gøre en lang historie kort, den unge Valdemar Toppenberg blevgrebet af adventbudskabet og lod sig døbe som syvende dags adventist.
Mens han i forbindelse med sin uddannelse tog et kursus i den kristnemissions historie, blussede hans barndoms interesse for missionen op på ny, og han besluttede at ville være missionær. Han underskrevetmissionsvoluntørkort, hvori han lovede at give sit liv til Herrens tjeneste, uanset hvor i verden han måtte blive kaldt hen.
Seks måneder før hans afgangseksamen fik man på college besøg afmissionsledere fra Europa. De var på udkig efter unge missionærer til et nyt, skandinavisk bemandet missionsområde i Afrika. ValdemarToppenberg erklærede, at han med glæde ville svare ja til et kald til Afrika.
Afslutningsdagen kom, og han havde ikke hørt mere om nogetmissionskald. Han var netop begyndt på endnu en sommer i kolportagen, da han fik brev fra W.A. Spicer, sekretær i Generalkonferensen,indeholdende et kald fra Den Europæiske Division om at rejse til Afrika. l efteråret 1909 begyndte tjenesten i missionen, en tjeneste der skullekomme til at strække sig over mange år.
En sommerdag i 1909 stod Valdemar Toppenberg sammen med sineforældre, sine brødre og en søster på Aalborg banegård og ventede på toget, der skulle føre ham til Hamborg, hvor det daværende europæiskemissionsselskab havde til huse. Det var den tyske missionsdirektør L.R.
Conradi, der havde set mulighederne før at oprette en mission i Etiopien,og Toppenberg var officielt udsendt af det tyske SDA missionsselskab.
Det var heldigt, at toget ikke holdt ret længe, for en afsked er altidpinefuld. Toppenberg fortæller, at hans mor forgæves prøvede at skjule sine tårer, idet hun så op på ham i det åbne kupevindue. Hans far var såbevæget, at han intet kunne sige, før der blev fløjtet til afgang. Så rettede faderen sig pludselig op, greb Valdemars hånd og udbrød: »Gud væremed dig, min dreng! « Det var sidste gang, Valdemar så sin far i live, men det kunne han naturligvis ikke vide dengang.
Valdemar Toppenberg måtte vise den største sparsommelighed på rejsen.
Ved en fejltagelse havde han ikke fået udbetalt de fem engelske pund,han havde ret til, som rejsepenge, men kun fem dollars, og det gjorde en betydelig forskel. Han havde nylig afsluttet sin uddannelse i Amerika oghavde intet i reserve. Han fortæller humoristisk, at hans tegnebog var så flad, som hvis en elefant havde trampet på den!
Efter en rejse med visse forhindringer ankom Toppenberg til detsolbeskinnede Asmara i den italienske koloni Eritrea, hvor han blev budt velkommen af den norske pastor Arnold Grundset, der sammen med sinfamilie var ankommet nogle måneder forinden. Til stede var også svenskerne E.N. Lindegren og J. Persson. Sammen med missionsdirektørConradi og dr. F. W Vasenius med frue kom Toppenberg til at deltage i et specielt udvalgsmøde, hvor missionsarbejdet blev planlagt.
Som den yngste blev Toppenberg sekretær for udvalget.
Eftersom missionens faciliteter var stærkt begrænsede, blev den førsteopgave at bygge en missionsstation bestående af to boliger, en skolebygning, et værksted, stalde samt en god brønd. Det meste afarbejdet måtte missionærerne selv udføre.
Inden for et år havde man erhvervet et landområde ved Asmara,bygningerne var rejst, og missionsbestyrelsen besluttede at flytte missionærerne til andre områder. Toppenberg blev bedt om at flytte til detnuværende Tanzania.
Busegwemissiønen, der var Toppenbergs nye arbejdssted, var netopåbnet. Der var en beskeden bolig, en primitiv elevbygning og et værksted, som netop var blevet færdigt. Bygningerne var af soltørrede ler sten.Dengang var det vanskeligt at finde afrikanske arbejdere, der vidste noget som helst om den slags byggeri. Der før måtte missionæren først læreafrikanerne at lave mursten og at save brædder ud. De missionærer, der
skulle oprette en ny missionsstation, blev udstyret med en stor lang sav,økser, skovle, macheter og nogle få andre redskaber. Var der måske ikke ler nok til mursten, træer til tømmer og græs til tagdækning? Hvadmere behøvede man?
Det var sædvane at starte en skole så hurtigt som muligt.
Eftersom dette var noget helt nyt, og man ikke havde afrikanske lærere,måtte missionærerne selv foretage undervisningen. Toppenberg underviste om formiddagen og arbejdede udendørs sammen med eleverne omeftermiddagen. Hvordan kunne man undervise uden at have lært de indfødtes sprog? Ud fra elevernes og arbejdernes tale skrev man nogleenkle ord og udtryk på tavlen og lærte børnene alfabetet.
Toppenberg siger, at dette var en af de bedste måder at lære et sprog på.
Selvstudium og stadig kontakt med afrikanerne, uden at være afhængig afen oversætter, men med mulighed for lidt hjælp af en ældre missionær, det ville altid føre til det bedste resultat.
Toppenberg mente selv at have erfaret, at en oversætter som regel er mere til hindring end til hjælp, når man skal lære et nyt sprog. I vore dage kommer de unge vordende missionærer på sprogskole, før de rejser ud, så de straks er i stand til at føre enkle samtaler med afrikanerne. Mens Toppenberg var på vej til Mombasa, lærte han af en ung mand på skibet nogle af de almindeligste hilsner og udtryk.
Arbejdet i Tysk Østafrika var dengang i sin spæde begyndelse.
Bygningerne var som nævnt så enkle, som de kunne være. Der var ingen net til at holde moskitoer og andre insekter ude. Store hvepse, som man kaldte Zeppelinere, blev tiltrukket af lamperne, og undertiden styrede de lige ned i maden. Også firben var det vanskeligt at holde ude, men de viste sig at være rigtig gode forbundsfæller til at fange fluer og moskitoer.
Mere end en gang søgte slanger ind i brændekassen i køkkenet, og engang havde en af dem slået sig ned under sko hylden i klædeskabet.
Eftersom vandet blev hentet fra et ikke særlig rent vandløb eller fra en overfladisk kilde, var det nødvendigt at koge alt vand til husholdningen.
Der fandtes naturligvis hverken WC eller badeværelse, så man klarede sig med »etagevask« ved et vaskefad og vand opvarmet på komfuret.
Missionær Raesler og hans hustru, der var ankommet et år forinden, havde allerede haft flere angreb af malaria. En tidlig morgen, hvor Toppenberg selv var ved at få malaria, kom fru Raesler, der langtfra selv var rask, til hans dør og sagde: »Jeg er bange for, at vi må sende bud til central-missionsstationen efter en sygeplejerske. Min mand er syg igen, og i vor tilstand kan vi ikke give ham ordentlig pleje.« En budbringer blev straks sendt af sted, men det varede alligevel flere dage, før hjælpen kunne nå frem.
Det var en stor hjælp at få assistance af en erfaren sygeplejerske. Hun havde været der tidligere, men det var længe siden, for også hun havde ligget til sengs med høj feber. Lidt senere, da Toppenberg var ved at komme sig efter endnu et anfald, blev Raesler angrebet af den frygtede sortvandsfeber. Denne sygdom, som ikke er meget kendt uden for Afrika, er en komplikation af langvarig og mangelfuldt behandlet malaria.
Den giver udbredt henfald af røde blodlegemer, hvis hæmoglobin farver urinen mørk. Med mindre man sørger for hele tiden at holde nyrefunktionen i gang ved at drikke store mængder væske, dør patienten af selvforgiftning.
Af frygt for, at alle ville blive alvorligt syge, blev der sendt bud efter mere hjælp. Der var endnu ingen kommet, da fru Raesler ud på natten meddelte, at hun frygtede, hendes mand var døende. Valdemar Toppenberg var stadig svag og stærkt svedende efter sit anfald af malaria, men han tvang sig til at stå ud af sengen og klæde sig på. Da de trådte ind i sygeværelset, var det tydeligt, at patienten lå på sit allersidste. De kendte konsekvenserne ved at udsætte en begravelse i den tropiske varme og besluttede at berede sig på det værste. Syg og rystende begav
Toppenberg sig ved morgengry ud på værkstedet for at tømre en kiste af pakkasser. Flere gange måtte han sætte sig ned og hvile. Da kisten var færdig, kom sygeplejersken og meddelte, at patienten var død.
På vej ind i huset igen så Toppenberg en karavane på vej mod missionen.
Han genkendte missionær O. Wallath, der havde rejst hele natten for at komme til hjælp. Han forstod hurtigt situationen og rådede alle til at tage et lille hvil, mens han traf flere forberedelser til begravelsen. Efter at have hjulpet med at lægge den døde i kisten prøvede Toppenberg at hvile, mens Wallath søgte at få de indfødte til at grave en grav.
Disse var imidlertid overtroiske og frygtede for at grave en hvid mands grav. Omsider lykkedes det dog ved hjælp af arbejdere og skolens elever, og kisten blev båret ud til graven.Skønt ceremonien var kort, var nogle af deltagerne så svage, at de måtte sætte sig ned på jorddyngen ved graven. Efter at have kastet blomster på kisten som en sidste hilsen, begav de sig hjem til deres bolig, udmattede og nedtrykte.
Af 35 missionærer i dette område døde ikke mindre end en tredjedel i løbet af to år efter deres ankomst til landet. Valdemar Toppenbergs liv blev sparet, og i løbet af de kommende år blev det hans privilegium at udbrede evangeliet til store dele af Østafrika og oprette missioner mange steder.
Toppenbergs næste opgave var at oprette en mission og begynde et arbejde i landsbyen Nyabangi ved Mara-bugten.
Der var en lille landgang for både med bomuldsvarer og andre ting til afrikanerne. Tæt ved denne landgang byggede Toppenberg et pakhus, hvor der kunne opbevares og omlades varer til missionsstationerne inde i landet. Et stykke derfra, på en høj over landsbyen, rejste Toppenberg en bolig i europæisk stil samt en skolebygning. Fra stedet var der en dejlig udsigt til landsbyen nedenfor, til Mara-bugten og dens øer og længst ude til den store, åbne Victoria-sø. En anden missionær, E. Dominic, var udstationeret samme sted, men da hans helbred var blevet meget forringet, var han ude af stand til at ud føre meget fysisk arbejde.
Da Toppenberg og Dominick begge var ugifte, ansatte de en tidligere elev til at lave mad. Der var ingen storre variation i måltiderne, for det var ikke til at skaffe grønsager. Maden bestod mest af papaya- og guavafrugter samt mangoer i sæsonen. Dertil kom en suppe af tørrede frugter og tapiokarodder samt yams suppleret med kød af vildt, som de selv nedlagde.
Som elev på Union College havde Valdemar Toppenberg mødt Marie Kathrine (Minnie) Hansen, der studerede samme sted. Hun var født i Sydslesvig i 1886 og var som 13-årig sammen med sin mor og sine søskende udvandret til Amerika. De hørte vel til de ganske mange dansksindede sønderjyder, der efter nederlaget i 1864 valgte at emigrere til USA.
Ligesom Toppenberg fik hun uddannelse ved Union College og lærte senere sygepleje ved Washington-Sana toriet.
Minnie og Valdemar forlovede sig, og det var meningen, at Valdemar under sin første orlov skulle vende tilbage til Amerika, og at de da skulle giftes. Imidlertid fik en af de andre missionærer sin orlov stærkt forsinket, og eftersom han havde familie, var det naturligt, at han skulle rejse først.
Både af denne og andre grunde blev det besluttet, at Minnie skulle rejse ud til Afrika og møde Valdemar.
Det var blevet 1913, og der kom brev om, at Minnie ville ankomme til Kisumu, en havneby ved Victoria-søen i begyndelsen af november. De skulle vies af pastor Carscallen, hvis familie hun rejste sammen med, idet de vendte tilbage til Afrika efter orlov.
Som uddannet sygeplejerske kom Minnie til at yde en meget stor indsats både i behandlingen af de syge og i undervisningsarbejdet. »Den hvide kvinde med de himmelfarvede øjne« blev hurtigt meget værdsat på missionen.
Valdemar Toppenberg var bange for, at livet på missionsfeltet var for hårdt for hans hustru, og at hun ville længes tilbage til sin familie og civilisationen. Det gav han udtryk for en fredag aften, da de sad hjemme i deres stue efter andagten med eleverne. Men Minnie forsikrede, at disse ting intet betød i sammenligning med de enkle glæder, de nu oplevede, og hun fortsatte:
»Da du oversatte den unge mands vidnesbyrd, da han priste Gud for at have sat ham i frihed fra frygten for heksedoktorer og onde ånder, da var jeg rørt til tårer. Da jeg så glæden på hans ansigt og hørte hans ivrige stemme, følte jeg det som en forsmag på Himmelens lykke.
Jeg elsker synet og duften af rent linned, når jeg henter det ind fra tørresnoren, og jeg nyder den enkle, sunde kost, vi får.
Det giver mig sådan en tilfredsstillelse at se de duftende brød bagt af mel, der er malet på vores kværn. Når alt kommer til alt, er det ikke det, vi ejer, der gør os lykkelige, men tilfredsheden med det, vi har.«
Den store plage for missionærerne var stadig malariaen.
Under overskriften »Hvad vore missionærer må gennemgå« skriver Toppenberg i Missionsefterretninger for januar 1915:
»Mens jeg sad og skrev i forgårs, var jeg ikke vel tilpas, og til sidst fik jeg malariakuldegysninger og måtte i seng. I Afrika kommer sygdommen ikke altid til bestemte tider, ikke altid til hver anden dag. Jeg havde den også i går; min puls slog 114, og min feber varede til hen på aftenen.
Jeg kan ikke ligge stille, når jeg ikke for øjeblikket er rigtig syg, så jeg bad Mine give mig skrivemaskinen, hvad hun nølende gjorde, og nu vil jeg se at få lidt mere skrevet, før næste anfald kommer; det venter vi jo i morgen. ... Men mens jeg skriver dette, må jeg helst fortsætte og fortælle dig om de prøvelser, vi har gennemgået, siden Mine kom.
Vi havde ikke været her mange dage, før hun blev meget syg af malariaen. Flere nætter led hun meget af åndenød, og to nætter kunne hun næsten ikke få luft. Men rent galt blev det den tredje nat. Mens jeg sad og vågede ved hendes seng, blev det sværere og sværere for hende at ånde, omendskønt jeg havde alle døre og vinduer åbne. Pludselig så jeg, at hendes øjne begyndte at få et vildt udseende og rullede, så jeg blev bange og vidste ikke, hvad jeg skulle gøre, men i hast lyttede jeg til hjertet, og netop da slog det et par uregelmæssige slag, og så standsede
det. Øjeblikkelig sprang jeg op, greb et vådt og koldt håndklæde, som jeg slog ned om hendes bryst, og straks slog hjertet igen. ... Efter nogen tids kamp lettede det noget, så hun kunne tale lidt, og inden en time var det overstået.« Toppenberg selv blev heller ikke skånet for den frygtede sortvandsfeber. »Efter at den første forskrækkelse var noget overstået, tog Mine energisk fat på om muligt at redde mit liv.
Jeg vidste, at uophørlig drikken var det eneste kendte middel til at fortynde den tykke og sorte urin og forhindre nyrerne i at forstoppes, så om end det i denne sygdom er svært at drikke, tvang jeg dog mig selv til at drikke 15-20 glas vand i timen den første nat og så senere 12-15 glas i timen.
Min hustru gjorde alt, hun kunne, for at formindske nyrernes arbejde. Hun gav mig gentagne hede omslag på nyrer, milt og lever, for disse organer smerter alle, og de to sidste hovner meget op. . . . Således gik det fremad hver dag; men da jeg for en kort tid prøvede at drikke lidt mindre vand (alle vil forstå, at det er meget vanskeligt, når man er så syg, at drikke i så uhyre mængder), blev urinen straks efter mørkere, så jeg begyndte igen for alvor at drikke.«
Den 13. april skriver han: »Jeg er nu kommen op efter en meget slem og langvarig malaria, der bragte mig nærmere graven, end jeg nogen sinde før har været. ... Jeg blev så svag, at jeg havde opgivet håbet om at komme over det. Tre gange fik jeg slemme anfald, og det sidste troede man (min hustru, dr. Vasenius og br. Winter, der også var sendt til hjælp) ville ende det. ... På den 11. dag, efter ti dages uafbrudt feber, sank temperaturen til alles store glæde og forundring næsten ned til normal, så doktoren begyndte straks at give meget små portioner kinin, en hundrededel gram. Dette blev forøget daglig, indtil jeg kunne tåle større portioner.« Da Toppenberg kom sig efter feberen, var det meningen, de skulle hjem på orlov. Men de havde hænderne så fulde og stod i så mange problemer. Foruden den regelmæssige undervisning i skolen var der dåbs klasser, opsynet med skolens haver, byggearbejde, inspektionsrejser til skoler og omliggende landsbyer, sprogstudier, forberedelse til undervisningen på folkets eget sprog, samt oversættelse af salmer. Dette og mange andre ting holdt ægtefællerne travlt beskæftiget.
Ud over at passe sit hjem assisterede Minnie Toppenberg i skolen, fungerede som forstanderinde, underviste pigerne og de voksne kvinder i syning, og hun tog sig af de syge.
Månederne gik, og de missionærer, der skulle afløse, dukkede ikke op.
Så kom første verdenskrig, og Minnie og Valdemar blev afskåret fra resten af verden. På tre sider var de omgivet af kolonier af nationer i krig med Tyskland, og til den fjerde side var Det indiske Ocean, hvor britiske krigsskibe patruljerede. Der kom ingen post udefra, godsforsendelser standsede, og man var uden forbindelse med missionsselskabet, både finansielt og administrativt. Radioen var stadig i sin spæde begyndelse, og de få telegrafiske budskaber var meget forsinkede. Tit var dele af dem streget af den tyske censur, især efter at krigslykken gik tyskerne imod.
En gang, stærkt forsinket, modtog de en avis hjemme fra Aalborg, sendt af en af Valdemars søstre, som meddelte, at deres far var død.
Ting som papir, tøj, sko, sukker, mel og petroleum til lamperne var snart umulige at fremskaffe. Dertil kom, at Minnie var gravid. De havde i god tid bestilt det nødvendige udstyr, babytøj mv. fra Amerika, men dette måtte de kigge langt efter.
Alt gik imidlertid godt, med Valdemar Toppenberg som en noget nervøs fødselshjælper. Minnie havde bl.a. ved hjælp af sine lærebøger i forvejen undervist ham grundigt i fødselens mysterier, og datteren Ingrid Marie blev født i 1915.
På det tidspunkt var de andre missionærer i Østafrika enten internerede eller sendt hjem, men Toppenbergs fik som danskere lov at fortsætte arbejdet. Der hvilede en stor byrde og et tungt ansvar på ham i disse prøvende år, og han arbejdede mere, end han egentlig kunne tåle.
Myndighederne satte stor pris på ham og respekterede ham, ikke mindst på grund af den utrættelige lægehjælp, han ydede sårede soldater.
Det kneb efterhånden så meget med forsyningerne, at Toppenberg måtte tilvirke beklædning af dyreskind, som han selv garvede og behandlede.
Han skriver i sine erindringer, ikke uden humor, at han så ud som en anden Robinson Krusoe. Et par bukser af zebraskind var nok rigelig varme, men som han skriver, de var måske alligevel at foretrække frem for et figenblad eller en tønde som den, Diogenes brugte!
Efterhånden blev situationen mere kritisk, og tusinder af masaj-stammefolk strejfede om og myrdede og plyndrede.
Ved den tid så Toppenberg sig nødsaget til, skønt modstræbende, at flygte med sin familie midt om natten, og de nåede omsider gennem fare og forvirring frem til de britiske linjer, hvor de blev modtaget med megen venlighed.
Nu var tiden omsider inde til, at Minnie og Valdemar Toppenberg kunne få en hårdt tiltrængt orlov. Rejsen til Amerika gik østpå, via Hong Kong og Yokohama, og var bestemt ikke uden risiko, da tyske ubåde huserede i farvandene uden for Afrika. Minnie havde det meget dårligt helbredsmæssigt, ikke mindst på grund af en tuberkulose, hun havde pådraget sig i Afrika.
Mens Toppenberg var i Afrika, havde han tit ønsket, at han havde en lægelig uddannelse. Da de var tilbage i USA, viste det sig at ville tage mange måneder, før Minnie helt havde genvundet sit helbred. Valdemar besluttede at ville begynde på lægestudiet for om muligt senere at blive lægemissionær ude på feltet. Dette studium blev dog ikke færdiggjort.
De britiske kolonier, inklusive det tidligere Tysk Østafrika, var blevet genåbnet for missionærer fra England, og Toppenberg blev anmodet om at genåbne det missionsarbejde, der var påbegyndt i Etiopien mere end ti år tidligere.
I Tidens Tales »høstnummer« for 1931 skriver L. Muderspach: »V.E. Toppenberg er den af vore skandinaviske arbejdere, som har tilbragt flest år i vor Afrika-mission. Han kom allerede 1909 til Abessinien (Asmara) og har senere - indtil krigens tid - virket i Tysk Østafrika. Efter krigen påbegyndte han igen arbejdet i Abessinien og var den første af vore missionærer, der af regeringen fik lov at oprette missionsstation i selve Etiopien.« I Etiopien var det ellers forbudt at sælge jord til udlændinge.
Det var kun sket i ganske få tilfælde og ved kejserens personlige mellemkomst. Gennem Forsynets ledelse og ad underlige veje havde familien Toppenberg fået tilladelse til at flytte ind i en god bungalow, som havde været beboet af den britiske konsul i Addis Abeba.
De havde ikke boet i huset mange dage, før de lagde mærke til, at forbipasserende ude på vejen, især børn og unge, standsede og lyttede til Toppenbergs rejsegrammofon. Nogle tog imod indbydelsen til at komme indenfor i haven og lytte, og inden længe vovede de sig helt ind i huset.
Blandt dem var et par elever fra den kejserlige skole, som forberedte sig til at studere videre i udlandet. De havde problemer med algebra og geometri og beklagede, at deres lærer ikke vidste ret meget om matematik. Efter at Toppenberg havde hjulpet dem med disse fag, blev de mere og mere tillidsfulde. Snart havde de endnu en ung mand med sig, og ud over de nævnte fag begyndte de nu også at studere Bibelen sammen.
Da Valdemar Toppenberg opgav lægestudiet for at tage tilbage til Afrika, havde han en fornemmelse af at have spildt tiden med at genopfriske matematik og naturfag. Nu forstod han, hvor heldigt det var, at han netop havde gennemgået disse fag på ny, så han nu var i stand til at give disse unge etiopiske drenge en tiltrængt hjælp i deres skolearbejde.
Det viste sig siden, at dette var kommet kejseren for øre.
Han vidste faktisk alt om, hvad der var foregået, og det gav stødet til, at Toppenberg fik mulighed for at erhverve det pågældende sted for missionen, oven i købet til en særdeles favorabel pris.
På den tid plejede præsterne ved Den Koptiske Kirke at omtale protestanterne som Tselat Maryam, Marias fjender, og en præst, som nu og da besøgte Toppenbergs, var usædvanlig stridslysten og fastholdt atter og atter, at de hadede Jomfru Maria. En dag sagde Toppenberg til ham:
»Hvis vi skulle være fjender af Maria, hvorfor tror du så, vi opkalder vore børn efter hende?« »Hvem gør det?« spurgte præsten, let triumferende.
Toppenberg kaldte på datteren og sagde: »Min lille pige hedder Marie.«
Med alle tegn på overraskelse hviskede han til oversætteren: »Er det virkelig sandt?« Toppenberg svarede: »Ja, hendes navn er Marie. Og ikke nok med det, min mors navn var også Marie.« »Så er du en Wolde Maryam,« udbrød han med et meget almindeligt etiopisk udtryk, som betyder »Søn af Maria«. »Helt rigtigt. Jeg er en søn af Marie.« Denne erkendelse syntes at behage ham mere end noget andet, Toppenberg kunne have sagt.
I Den Koptiske Kirke lægger man megen vægt på Jomfru Maria og helgendyrkelse. Da Toppenberg jo hed Valdemar til fornavn, fik det mere end en etiopier til at tro, at det nok var den europæiske form for Wolde Maryam, søn af Maria.
Toppenberg protesterede ikke, da det jo var med til at skabe lidt ekstra goodwill hos præsteskabet.
Den første, der viste virkelig interesse for det evangelium, Toppenberg forkyndte, var en kirkeværge fra det nordlige Etiopien. Han opsøgte selv missionen og blev overbevist. Det samme bleven lille gruppe af de unge mænd, der gik til undervisning, og tiden kom for den første dåb i det egentlige Etiopien.
l den tidligere italienske koloni Eritrea var der allerede flere år tidligere oprettet en menighed, men ikke i selve Etiopien.
Noget tydede på, at en offentlig dåbshandling i dagens lys ville vække fjendskab, hvorfor Toppenberg besluttede, at det måtte foregå diskret ved nattetid. Der var et sted oppe i bjergene, hvor et vandfald dannede et naturligt bassin. Den gamle kirkeværge, som havde været den første til at søge og tage imod budskabet, skulle døbes først, derefter de unge mænd.
Efter dåben syntes al frygt forsvundet. De fulgtes ned til missionen, mens de stille på amharisk sang salmen »Kom til din Frelser, opsæt det ej.«
En dag kom der en budbringer fra paladset med en indbydelse forsynet med det kejserlige våben i rødt og guld. Toppenberg og frue var indbudt til middag hos kejseren. Den samme invitation var naturligvis også sendt til de andre missionærer i Addis Abeba.
Der blev serveret en mængde retter på guldrandede tallerkener, og der var drikkevarer i slebne krystalglas. Da Hans Kejserlige Højhed skulle holde sin tale, fik hver enkelt gæst udleveret et trykt eksemplar af talen.
Tjenerne bragte isafkølet champagne. Toppenbergs spekulerede over, hvad der ville ske, når de ikke ville tage imod den champagne, der altid blev brugt, når der skulle udbringes skål for kejseren. Men da tjenerne kom til Valdemar og Minnie, stillede de champagnen til side og fyldte deres glas med frisk appelsinjuice, således at Toppenbergs kunne skåle sammen med de øvrige gæster.
Dette mindede Toppenberg om, hvad den britiske ambassadesekretær engang havde fortalt ham: »Du kan ikke vende en mursten, uden at Hans Majestæt ved det.« Det var tydeligt, at de, der havde arrangeret middagen, vidste alt om missionærerne og deres drikkevaner og havde givet besked til tjenerne vedrørende serveringen. Dette var yderligere med til at befæste deres position. Det var heller ikke kun de fattigste, der søgte undervisning hos missionen, men i stigende grad også unge fra de velstillede familier. Toppenberg blev personlig ven med kejseren af
Etiopien, og dette venskab varede gennem mange år og fik stor betydning for arbejdet der.
Da Minnie og Valdemar Toppenberg ved juletid 1926 rejste på orlov til Amerika, var det sammen med deres nyfødte søn, Robert.
Da Upper-Nile Union Mission (Uganda og anglo-egyptisk Sudan) blev organiseret først i trediverne, blev V.E. Toppenberg dens formand. Det var under hans vejledning, arbejdet i Uganda blev så fremgangsrigt, som tilfældet blev. I Tidens Tales røst nr. for 1932 rapporterer han:
»Jeg ville ønske, I kunne se missionær (Rye) Andersen i arbejde ved vor klinik i det vestlige Uganda. I ville sikkert synes, det var meget interessant. Så stor er folkets tillid til missionær Andersens behandlinger, at mange patienter bliver båret lange veje på senge eller i hængekøjer for at få behandling. De syges venner eller slægtninge bygger midlertidige hytter i nærheden af missionsstationen, hvor de syge bor, til de sunde kan rejse hjem igen.
Her gives mange tusinde behandlinger årligt, Til trods for, at mange ikke kommer til missionæren, før det er for sent, er vi dog ofte vidne til, at selv de vanskeligste sygdomstilfælde helbredes. Mange fortvivlede mennesker, som har lidt af farlige sygdomme, og hvis krop har været bedækket med åbne sår, er vendt hjem med nye kræfter og nyt livsmod. ...
Det er vort mål i lægemissionsvirksomheden at bringe vore patienter kundskab om ham, som er den sande Læge for alle sygdomme, der kommer under vor behandling. Evigheden alene vil vise, hvor mange der har fundet lægedom ikke alene for legemet, men også for sjælen. « En dag henledte Minnie Valdemars opmærksomhed på en knude på sønnen Roberts arm. På regeringshospitalet i Kampala viste en biopsi, at knuden var ondartet. De blev rådet til omgående at rejse til Europa og få drengen opereret. Det besluttedes, at Minnie sammen med Ingrid Marie og Robert skulle rejse til Danmark, mens Valdemar blev i Uganda for at træffe forberedelser til lidt senere at kunne rejse på en forlænget orlov. Efter mange dages ængstelse lyste det atter op. Knuden på drengens arm var
alligevel ikke ondartet!
Men prøvelserne var lang fra forbi. Snart kom den foruroligende besked, at Minnie var syg. Divisionens formand sendte telegram, at Toppenberg omgående skulle rejse til sin familie i Danmark. Minnie var indlagt på Skodsborg Badesanatorium. Det var ikke tuberkulosen, der var blusset op på ny, men noget langt værre - den frygtede afrikanske sovesyge, hun havde pådraget sig i Uganda. Sovesyge er en pinefuld sygdom, som på dette tidspunkt ikke kunne helbredes. Efter tretten måneders sygdom sov Minnie ind, kun 49 år gammel, og blev begravet på Vedbæk kirkegård den 27. februar 1936.
Da skibet med Toppenberg og hans to moderløse børn fjernede dem mere og mere både fra Danmark og fra hans elskede Afrika, var det for ham, som om livet intet mere havde at tilbyde ham. Han følte det, som om han var fanget af omstændigheder, han ikke kunne bryde ud af.
Efter et besøg hos sine to brødre og deres familier i Californien, fik Valdemar Toppenberg et job hos sin ene bror, der drev klinik for fysioterapi i Long Beach, samtidig med at han fungerede som assisterende pastor ved den lokale menighed. Han havde travlt, børnene var kommet i en god skole, men hans hjerte var i Afrika.
Så skete der noget, der fik hans højeste ønske til at gå i opfyldelse. En sabbat, da han var i kirke i Loma Linda sammen med sin bror og svigerinde, kom han ved et lykkeligt tilfælde til at møde Mary Oswald, der boede sammen med sin mor og arbejdede på Loma Linda Sanatorium. Hun sagde ja både til blive hans hustru og til at rejse med til
Afrika. Nogle måneder senere blev de gift, og inden længe forelå det velkomne kald til Afrika. Datteren Ingrid Marie var allerede i Danmark for at få en sygeplejeuddannelse. På vej til Afrika ledsagede de sønnen Robert (Bobby) til Danmark, hvor han kom på kostskole.
Juleaften 1937 trådte de over tærsklen til deres hjem i Uganda. Mary skulle komme til at dele alle missionær livets besværligheder, glæder og velsignelser med Valdemar. Hendes kærlighed til Afrika var dyb og ægte ligesom hans.
»Næst efter helligelse og pligttroskab, hvad regner du så for den vigtigste egenskab for at være en god missionær?« spurgte Mary en dag, mens de var ude at køre på en af deres rejser i landet. Nu foregik det ikke længere på heste- eller æsel ryg, men i missionens solide, terrængående Nash.
»Evnen til at tilpasse sig,« svarede Valdemar uden tøven.
»Og dernæst endnu mere evne til at til passe sig. Vi har brug for uddannede missionærer, som kan tilpasse sig nye omgivelser.«
»Der er en egenskab mere, som jeg synes skulle føjes til helligelse og pligttroskab,« sagde Mary, »og det er sans for humor.
Hvis man kan le ad de pudsige oplevelser og ikke bekymre sig unødigt over skuffelserne, ville livet være meget lettere.«
»Du har ret, Mary,« svarede Valdemar, idet de ankom til det første beskedne mødested. De skulle møde den sædvanlige gruppe af venlige medlemmer foran et stråtækt menigheds hus. Det var meningen, at de på denne tur skulle mødes med to menigheder eller grupper hver dag.
Toppenberg fortæller om en mængde spændende oplevelser, pudsige, sørgelige, opmuntrende, på en måde, der viser hans store kærlighed til arbejdet blandt afrikanerne. I denne periode kom det gode samarbejde med de danske missionærer Emanuel W. Pedersen og Frithjof Muderspach til at betyde meget for ham. Medrivende beretter han om
sammenkomster, hvor tusinder af afrikanske kristne begejstret sluttede op.
Afrikaneren lader sig som bekendt i højere grad end vi vesterlændinge styre af følelser og impulser, og det kan somme tider give overraskende udslag. Han kan reagere meget uventet, men på en så oprigtig, helhjertet måde, at man næsten ikke kan blive irriteret på ham. Toppenberg fortæller således om et ungdomsmøde en eftermiddag, hvor en tilrejsende fra divisionen sang solo. Det var en negro spiritual, »Lord, I Want to Be a Christian in My Heart«. Sangen var i forvejen blevet grundigt forklaret og oversat, men idet de vidunderlige ord og toner rullede ud over
forsamlingen, skete der noget ejendommeligt blandt tilhørerne.
Forsamlingen syntes ligesom at bølge, hoveder løftede sig, kridhvide tænder lyste. De lo! De satte så stor pris på sangen, den sagde dem virkelig noget, og de viste det på denne uventede, men meget ligefremme facon.
I 1943 blev arbejdet i Østafrika reorganiseret, og efter at Etiopien var blevet befriet for det italienske åg, blev Toppenbergs arbejde der til uvurderlig hjælp på grund af hans kendskab til sproget, landet og hans venskab med kejseren. Han tog derfor tilbage for at tilbringe sine sidste ti års aktive tjeneste for Eritrea og Etiopien. Han erhvervede ejendommen Kuyera i den sydlige del af Etiopien, der i en årrække kom til at fungere som seminarium.
Men de mange års arbejde havde tæret voldsomt på hans kræfter, og han var praktisk talt ved at bryde sammen, da han var færdig med at bygge seminariet. Da han vendte tilbage fra Afrika i en alder af 68 år, havde han kun haft orlov fire gange i løbet af de 43 år, han havde gjort tjeneste i forskellige dele af Afrika.
Det var meningen, han så langt om længe skulle nyde et velfortjent otium, men »en gang Afrika, altid Afrika.« Toppenberg fandt ingen hvile i Amerika, for hans hjerte bankede stadig for Afrika. Han var missionær, havde altid været missionær og ønskede at blive ved at være missionær til det allersidste. Han længtes tilbage til Etiopien.
Hans slægtninge opfordrede ham til at slå sig til ro og sagde, at han ville dø, hvis han kom derud igen.
Hertil kunne han blot svare: »Og hvorfor ikke? Jeg vil hellere dø derude end i et komfortabelt hjem her.«
Nogle få uger før hans død så det ud til, at hans kæreste ønske skulle opfyldes. Der var allerede lagt planer for, at han kunne optage arbejde på nogle kendte steder under Den sydafrikanske Division. Toppenberg livede op - han havde fået visum og skibslejlighed, da døden den 27. marts 1957 kom og gjorde ende på hans forhåbninger.