Kina er jordens mægtigste rige. Her bor 1/4 af jordens befolkning. Det ejer umådelige rigdomme og tusindårige kulturskatte. I 1700 årstallet, da kejser Kien-tung sad på dragetronen, var det livsfarligt for fremmede at vove sig ind i landet.

Det var Robert Morrison, der blev banebryderen for den evangeliske mission i Kina. Han blev født 1782 i en lille landsby i Nor-England, nordvest for Newcastle.

Hans far var landarbejder og boede i en lille hytte med et eneste rum, der havde et lille vindueshul i den ene væg. På den ene side fyldte den store "familieseng" det meste af pladsen - på den anden stod et par køer og gumlede.
Her lærte den vordende kinamissionær at gå. Her sad han på mors skød og lyttede, når hun fortalte eventyr eller de skønne fortællinger fra Bibelen. Her lærte han at folde sine hænder i bøn.
Da hans far ikke var så rask, flyttede familien til Newcastle, hvor faderen begyndte som træskomager. Her kom Robert til at gå i skole.
Han var nu ikke særlig flittig, men han havde en ualmindelig god hukommelse. Således kunne han hele den 119 salme udenad. (176 vers)

Mem Robert fik dårlige kammerater og kom tidlig ud i verden. Han lærte at bande og drikke. En tid rejste han med en skuespiller-trup.
Men Robert havde ingen fred derude i verden. Senere sagde han: "Frygten for at døden ville omringe mig, fik mig til at råbe til Gud, om han ville tilgive mig mine synder. Synder var blevet en tung byrde for mig og jeg brød med mine kammerater og begyndte at læse i Bibelen og bede."
Fra nu af sad han tit bøjet over sin Bibel, og i sin fritid besøgte han gamle og syge og læste for dem af Bibelen. 21 år gammel begyndte han at studere til præst - og missionskaldet vågnede.
Det blev så stærkt, så han sagde nej til en tryg fremtid som præst i hjemlandet, og nej til sin fars bønner om at slippe tanken og blive hjemme. 1804 henvendte han sig til London-missionsselskabet, som straks antog ham med udsendelse for øje.

En ung kineser, der opholdt sig i England for at studere engelsk, blev hans lærer. En dag kom Morrison til at kaste et stykke papir ind i ilden, som kineseren havde skrevet nogle skrifttegn på. Derved blev kineseren så vred, at han ikke talte med Morrison i flere dage. Siden skrev han kun på en tavle. Først mange år senere forstod Morrisen kineserens opførsel: Kineserne tror nemlig, at når man brænder et stykke papir, går det over i åndeverdenen.

Da han ved udrejsen havde ordnet sine billetter på skibskontoret i New York, vendte rederen sig fra skrivebordet og sagde med et spydigt smil: "Og De mener virkelig, herr Morrison, at De kan omvende hedningene i det store kinesiske rige?" "Nej, min herre," svarede Morrison, "men jeg tror Gud kan!"

Den 4 sept. 1807 gik han i land i Macao i Kina. Derefter rejste han til millionbyen Kanton, hvor han skjulte sig for ikke at blive udvist. Her boede han i en kælder og indrettede sig på kinesisk vis, men flot var det ikke.
Han lod negle og hår vokse og fik lavet en hårpisk, ligesom kineserne brugte. Han gik klædt i en kinesisk kjole og havde tykke kinesiske sko på fødderne. Han sparede på alt undtagen bøger, men dem måtte han til gengæld have mange af. Han købte over 1200 bind, og prisen var helt urimelig, men det var nødvendigt, hvis han skulle løse sin opgave.
Ved skæret af et blafrende lys sled han fra morgen til aften, men her i kælderen blev han svag og nedbrudt. Til sidst kunne han næsten ikke gå.

Morrison flyttede til Macao, hvor han blev gift med en engelsk pige, som var af en rig slægt, der havde stor indflydelse både i Kanton og Macao.
På bryllupsdagen blev han tilbudt en stilling som oversætter i det Ostindiske handelskompagni.
Morrison tog imod tilbudet, idet han dermed fik ret til at blive i Kina. Han fik nu en meget stor løn, så han ikke behøvede økonomisk støtte fra England.

Når slagsmål eller ulykker krævede dødsofre, krævede kineserne liv for liv. I sådanne sitiuationer var det et tungt ansvar for Morrison at være tolk og mellemmand.
En gang hændte det, at en italiensk tjener tabte en krukke ud over rælingen. En kinesisk kvinde i en handelsbåd fik den i hovet og dræbtes.
Kaptejnen nægtede at udlevere tjeneren til kineserne, men da de truede med at standse handelen, gav han til sidst efter for deres krav.
Det var drøjt for Morrison, at se mandens fortvivlede kamp, da han blev udleveret og forstod, hvor det bar hen.
Alene, venneløs og hjælpeløs i et fremmed land.

Jo dygtigere han blev til sproget, desto forsigtigere måtte han være, da kineserne søgte at slå dem ihjel, som lærte deres sprog. Derfor gik han altid med gift på sig. Hellere tage livet, end komme i fængsel. Han vidste, hvad et kinesisk fængsel ville betyde.
Kejseren udstedte et strengt forbud mod at trykke og udgive bøger om kristendommen på det kinesiske sprog. Enhver overtrædelse ville blive straffet med døden. Men Morrison trodsede faren - og det vanskelige sprog. Vi har blot 28 bogstaver i vort alfabet, men kineserne har over 40.000 forskellige skrifttegn.
Den ordbog Morrison skrev bestod af 6 bind med næsten 4600 sider.
Bibelen fyldte 6 tykke bind fra Gamle Testamente og 7 mindre fra Nye Testamente.
1823 var dette mål nået, og det kinesiske folk havde fået Bibelen på deres eget sprog.
Morrisons enorme hukommelse og sjældne sprogevner kom ham til uvurderlig nytte.
Efter 27 års virke som missionær døde Morrison, i 1834 kun 52 år gammel. Blot 10 kinesere var blevet døbt i alle disse år.

Modstanden var ikke blevet mindre - tværtimod!
Endnu var Kina et lukket land, hvor missionærerne måtte nøjes med at stå udenfor og banke på porten. Men Morrison blev banebryderen - han jævnede vejen for dem, som snart skulle følge efter.